Jens Raahauge
Blog
Livstegn
Min børnelitteraturtur rundt på bornholmske skoler er startet i dag. Og Livstegn er der masser af på Rønne Privatskole - både i granit og det, der er blødere.
Da jeg tog af sted i morges fra Svanekegården, slog jeg lige et smut rundt om Ole Christensens skulpturhave. Man får en ro i sindet, når man ser, hvor smukke og organiske figurer, der kan vokse ud af det hårde stenmateriale. Og tænk, noget af det første, der møder mig på Rønne Privatskole, er Livstegn, en skulptur af Ole Christensen fra 1988. En rød granitvækst, der kæmper sig vej op gennem et grå sokkel - med spor efter sprængningen. Sådan hænger verden sammen.
Men faktisk var det allerførste, jeg traf på, et forældrepar, der skulle aflevere deres to drenge, som bagfra lignede bebenede rygsække. De viste mig til børnehaveklassens dør. Lige til højre for den var der placeret et insekthotel med et kort over de installerede rør. På kortet kunne man læse hvem af eleverne, instekterne i hvert enkelt rør, kunne takke for gode livsbetingelser.
Og da vi kom ind i børnehaveklassen, var nogleogtyve fine børnetegninger hængt sirligt op på en væg. Det var tydeligt, at de havde arbejdet med Den store pære - og det var netop Jakob Martin Strid, jeg skulle tale om.
- Hvor er det fornemt med sådan en ophængning, siger jeg til børnenes lærer og får det herligt logiske svar: Når man beder børnene om at gøre sig umage, så er det da det mindste, at vi også gør det!
Vi kommer til at tale om navne. Strid er et sjovt et af slagsen. Et par af drengene har fået at vide, at de af og til er det. Men tænk at hedde det. I pausen kommer nogle elever og fortæller, hvad deres navne betyder, og en konstaterer, at det er utroligt, at et ord kan betyde mere end det, man lige skulle tro!
Men det egentlige møde med Strid kommer til at dreje sig om Lille Frø, den lillebror der bogstavelig talt er sendt fra himlen, og som er grænseoverskridende uartig. Han er STRID, er han! Men tænk, at bogen slutter med, at alle hans skarnstreger kommer på museum.
Der er enighed i rummet, når det drejer sig om, at det er godt at være elsket, selv om man er lidt fræk. Og det med museet får en pige fra 3. klasse til at fortælle, at hun skal holde tale for sin mor om en uge, og så vil hun da også tage nogle af de skøre ting med. For det er dem, der er sjove.
Men mit hovedindtryk af besøget er, at skolen er fuld af videbegærlige og sunde børn, som jubler over Strids stride og herlige historier. Og de kender mange af dem. Og jeg frydes ved at se lærere, der forlanger ordentlighed - og giver igen af samme skuffe.
Endelig er det da skønt at opleve et par af de store piger stå om skulptuten, men de venter på Livstegn - på deres mobiler, hvilket minder mig om en tegneseriestribe forleden, hvor heksen klager over, at hendes pandekagehus ikke længere virker dragende, så nu vil hun udskifte de søde sager med mobiltelefoner.
ps. Kig på billedets granitklods, knib øjnene sammen, eller luk dem helt, og lur mig, om du ikke ser en figur, som klodsen gemmer på.
