Jens Raahauge
Blog
Metafor 8. Gå stille med dørene
Et opslag på en dør ved administrationen på en bornholmsk skole giver et herligt billede af listedørtyve. Hvad er der mon at se, når dørene er "listet af".
Min årlige rundtur til de bornholmske skoler med fortællinger for eleverne om dansk børne-, ungdoms- og kanonlitteratur (stort set efter skolernes ønsker) er ved at være slut for denne gang; 18 optrædender på 10 dage - forhåbentlig til glæde for nogle elever og lærere og med store oplevelser til mig: Det at møde elever i alle aldre omkring centrale temaer i tilværelsen er givende og spænder fra erfaringer med voksnes skilsmisser og død over vores sårbarhed - der var strømsvigt på hele øen - til bevæbning af lærerne for at modvirke skoleskyderier. Og de fleste af eleverne virker til at være læsende, ikke bare teknisk set, men litterært!
Eleverne, hvad enten man møder dem på folke- eller privatskoler herovre, er gode ører, levende øjne og tænksomme hoveder. Derfor kan man også undre sig over, at Bornholm har en af landets højeste privatskoleprocenter. Hvorfor vælger så mange forældre de folkeskoler fra, som for mig at se virker akkurat så gode som privatskolerne?
På en af folkeskolerne havde regionskommunen, mens jeg besøgte skolen, indkaldt til pressemøde omkring en undersøgelse af, hvorfor så mange vælger privatskole. Det var her der på døren ud fra administrationen og lærerværelset var en fast opslag: Gå stille med dørene, som jo både er noget helt konkret og en herlig metafor.
Når man har gennem seks sæsoner har besøgt de fleste skoler på Bornholm, er det interessant at følge udviklingen. Første gang Bornholms Tidende har en overskrift med meget stor sats: PRIVATSKOLER POPULÆRE SOM ALDRIG FØR, er året efter skolereformen. Den faldt sammen med en stram økonomi i regionskommunen, og der blev gennemført strukturreformer, som ikke var så fjerne fra det, man gjorde visse andre steder, men som virkede som et virkelighedsfjernt skrivebordsarbejde. Set fra min position har man her og mange steder omstruktureret med hovedet under armen og fingeren på regnearket - med usikkerhed, flytteroderi og ledelseskaos.
Når man nu skal rette op, som det hedder, så er det for nemt sluppet for de virkelige syndere på de politiske og forvaltningsmæssige niveauer, hvis problemerne og løsningerne primært bliver tørret af på ledere og ansatte. Prøv fx at kaste et blik på det, der lykkes så godt for privatskolerne, hvor der er kort fra idé til beslutning, hvor fleksibilitet ikke blot er et ledelsesinstrument, men også en lærervirkelighed, hvor der skabes skolekultur på lærerværelset i hvert frikvarter og ikke kun ved planlagte møder, og hvor man ser muligheder frem for umuligheder. Sådan er det også på de bedste folkeskoler, men de skal tilsyneladende gå stille med dørene på nogle af disse områder!?
I et debatindlæg på folkeskolen.dk anføres det, at der i lærerforeningen er for langt mellem loft og gulv. Men en af de ting, jeg har set på de bedste skoler, er, at der ikke behøver at være nogen modsætning mellem højt til loftet og tæt samspil mellem ledere og ansatte. Det afhænger dybest set af, om man lever i en skoleverden, hvor ledere har blikket rettet opad eller nedad.
Så det er også op til ansatte at får justeret lederens blik, selv om der er en stemme og et øje i det høje.
Og så behøver det ikke at være som i partiet Venstre, hvor der altid er langt til døren. Det betyder jo blot, at man har lov til at skabe sig, mens ledelsen kører videre efter masterplanen, den være sig god eller tåbelig.
Her til slut vil jeg i al denne bygningsmetaforik citere afdøde filosof Peter Kemp, der fremfævede følgende Paul Ricoeur-udtalelse: "Stå fast - og lyt. Og flyt dig så en smule, hvis det, du hører, indbyder hertil." Dette råd gælder os alle, politikere, embedsmænd, ledere og ansatte. Men det forudsætter, at vi låner hinanden øre på værdig vis.
(Jeg har også være til DIALOG-møder i kommuner, hvor vi sad et par hundrede og lyttede).
