Jens Raahauge
Blog
Mumledansk
Dansk talesprog er blevet vokaliseret, så vi har skabt et mumlesprog - til ugunst for børns sprogudvikling. Vi kan ikke spole udviklingen tilbage, men vi kan være bevidste om et massekommunikationsdansk i danskundervisningen.
Vort muddermål er hæsligt. Det har så fæl en klang, synger Poul Dissing i en af Benny Andersens Svante-sange. Og når man lytter til den forfaldsdebat som til alle tider har været og stadig er sprogets uægte barn, kan man fristes til at bifalde karakteristikken: så fæl en klang.
Men når man så på en hed dag sidder og småblunder på bagsædet af en taxa i Indonesien og chaufføren Tomy, som har fragtet mange skandinaver, konstatere det med ordene: Nåh, do for daj en mårfar, så er klangen vederkvægende og man fristes til at synge med på Dissing/Andersens omkvæd om sproget, den halvgamle luder, at ” hun er så gæv, og hun holder stadig ud”.
På den anden side er der en sprogudvikling som vi hele tiden må være opmærksomme på og forholde os til, og det er ikke så ligetil når man har ørerne midt i det. Men da min kone sammen med nogle veninder for nylig skulle besøge en herre, ikke af det bedre borgerskab, men af det bedste, en herre som havde opholdt sig i hele sit voksenliv i Staterne og England, men som også havde vedligeholdt sit modersmål, ja, så var det Poul Reumert-dansk der blev talt. Han tog sig lige så pænt af ”darmerne” som af sit danske sprog, udtalte stavelser som i dag er lydløse, endelser som i dag er ikke hørbare, konsonanter som i dag er forsvundet i svælget.
Den danske børnesprogsforsker, professor Dorthe Bleses, kan påvise at det talte danske sprog er blevet vokaliseret i en grad så kun nogle stammesprog i Himalaya kan matche det. Og alligevel har nordmændene ikke ret, når de med vanlig norsk humor laver film om at den høje levefod i Danmark beror på at alt kan sælges, for ingen danskere forstår hvad landsmændene siger, og derfor kan alt langes over disken, og alle betaler for at undgå at skulle indrømme utydelig tale. Nej, ”hun er så gæv, og hun holder stadig ud”.
Alligevel er der god grund til at standse op og se på vokaliseringens konsekvenser, for meget tyder på at det moderne talesprogsdansk, som nogle kalder mumledansk, har uheldige bivirkninger i visse situationer som også er af betydning for dansklærere og pædagoger.
For det første påviser Dorthe Bleses at danske småbørn har svært ved at afkode de enkelte ord i forældres og pædagogers dagligsprog fordi det vokaliserede sprog bliver til en lang lydpølse uden det rasp og de krads som konsonanterne giver. Denne karakterløshed indebærer at danske børn er langsommere til at lære sig sproget og til at opbygge til ordentligt ordforråd. Måske skal en del af besværet med at lære danske børn at læse og stave findes i det vokaliserede talesprog.
For det andet overbevises enhver af os dagligt om at der mumles rigeligt i medierne, både af Mads Mikkelsen på film og af studieværter i DR1, TV2, P3, P4 osv. Og selv om eks-redaktør på Ekstra Bladet, Bent Falbert, i en klumme har skrevet at det virkelige problem først viser sig, når man forstår hvad studieværterne siger, så er det kritisabelt, når massekommunikation mumles. Alle kunne fx ved de nys afsluttede Olympiske Lege høre et gennemgående eksempel fordi langt de fleste danske sportsfolk kommenterede deres egen præstation med ordet ærgerlig, som de og sportsjournalisterne over en kam udtalte æuli. Fænomenet er selvfølgelig et udtryk for en såkaldt demokratisering af mediernes sprog i og med at dagligdagens sprog har vundet indpas. På den anden side er man vel interesseret i at blive forstået. Og selv om vi i dag har tekniske muligheder for at bruge det personlige mødes ”hvad siger du?” ved at afspille den ikke-forståede sekvens igen, så gør en repeteret sætning sig ikke umage i anden omgang, sådan som en person ville gøre. Den gentager blot det ikke-forståede.
Hvis man hører islændinge eller færinger tale dansk, så lyder det i mange danskeres ører som et lidt gammeldags dansk, en art Far til fire i førsteudgaven-dansk. Det synes vi fordi de netop udtaler alle konsonanterne og endelserne. Årsagen skal søges i at børn på Island og Færøerne har lært dansk som fremmesprog – og primært gennem læsning, gennem skriftsproget. Måske skulle vi støtte småbørns annammelse af modersmålet med oplæsning, hvor talehastigheden nedsættes og udtalen bliver lidt mere markant end i fri tale. Måske skulle tv på dansk tekstes lidt oftere, ikke bare for hørehæmmede, men for forståelsens skyld. Og måske skulle vi bare lade studieværterne mumle videre, hvis Bent Falbert har ret.
Men under alle omstændigheder kan vi lade os inspirere af vores nordatlantiske dansksprogbrugere, ved at lege med koblinger mellem skrift- og talesprog, som et bidrag til vort muddermåls slidstyrke. For forståelse fremmer udholdenheden.
Så øv fremlæggelse, øv drama og øv oplæsning for formidlingens og oplevelsens skyld, men også for læsningens og stavningens skyld.
(Store dele af dette indlæg kan høres på www.den2radio.dk - Tanker i tiden)
