Jens Raahauge
Blog
På det yderste
Hvorfor dog bruge tid i dansktimerne på at læse ældre tekster, også nogle, der ikke er kanonpligtige?
Da jeg min den forrige blog skrev om de nationale værdier, der blev indpodet i os, som gik i skole i de første år efter besættelsen, var det selvfølgelig for at belyse, hvordan det var, når vi stod op i klassen, mens kortet over Danmark blev halet ned, og vi sang Venner se på Danmarks kort. Men det var også for at trække det forhold frem, at man kan vælge at forholde sig enten romantiserende eller konstruktivt kritisk til sin fortid. Ønsker vi at skabe en glorværdig fortid eller at arbejde for en mere tålelig fremtid?
Vi har en litteraturkanon, som er obligatorisk, men som bestemt er utilstrækkelig, idet den nok kan afdække nogle af de almene værdier, der binder os sammen, men som også i høj grad afslører alle de skrøbeligheder og urimeligheder, som vi fortsat må bøvle med. Alene listen afslører en historisk kvindeundertrykkelse!
Der må altså i høj grad andre tekster til, også tekster der måske ikke kan måle sig med de kanoniserede i litterære alen, men som på anden vis sniger sig ind under huden på os.
I den forrige blog bragte jeg indledningen til Over grænsen, en børnebog af A. Chr. Westergaard, der i øvrigt i en periode var lærer i Fjaltring ude ved vesttkysten. Han skrev en serie, der blev meget populær, om drengen Klit-Per. Illustrationen til denne blog viser forsider af den norske udgave af Klitt-Per.
Inspirationen til disse bøger om børn, der klarede sig ved at trodse de barske vilkår, de levede op under, fik Westergaard fra beboerne i de huse på Bøvling Klit, som en række besiddelsesløse mennesker havde opført ude på den tange, som ingen fandt beboelig. De havde valgt et liv på den smalle tange mellem Vesterhavet og Bøvling Fjord, som er den nordlige del af Nissum Fjord. I hårdt vejr kunne dele af tangen forsvinde, men der kunne også forekomme strandinger, hvor vraggods kunne bidrage til overlevelsen. Midt på tangen ligger i dag byen Torsminde, som huser et strandingsmuseum. Så hvis man skal på lejrskole på de kanter, så kan Klit-Per måske fortælle om det barske liv, der var vilkåret på en tange ved havet for få generationer siden, og strandingsmuseet kan levere fornøden dokumentation.
Og hvis Klit-Per og strandingsmuseet ikke kan, så kan fjaltringboen Anders Bune, som netop har udgivet en bog om Bøvling Klit, hvor beskriver livet blandt dem, der kom så langt mod vest, som havet tillod. Han følger især én familie, hvor vi få et fint indtryk af karskhed, brist, opofrelse og andre menneskelige egenskaber, der bliver så tydelige, når man lever på kanten. Historien er fortalt med ærefrygt for disse pionerer ved havet og med et jysk underspil, der på en eller anden måde spejler de viljer, der overvinder trængslerne.
Bogens sidste halvdel består af fire noveller af A. Chr. Westergaard om livet på Bøvling Klit. Novellerne stammer fra juleudgaven af Landmandsalmanakken 1924, 1925, 1932 og 1936.
Så hvis I skal på lejrskole på de kanter, eller hvis I vil læse autentisk stof om barske livsvilkår i vandkantsdanmark for et par generationer siden, så....
Det kan være gode oplæg til moderne robinsonader, når strømmen går, og vandene stiger!?
Og det kan måske lægge op til samtaler om vilkårene for andre, der må leve på kanten!?
Anders Bunes bog om Bøvling Klit er udgivet af Forfatterskabet.dk