Jens Raahauge

Jens Raahauge

Blog

Pensionister i alle fag, bak op om jeres faglige forening

De faglige foreninger har brug for alle os, der lagt fremtiden bag os, men ikke hvis vi har holdningen: Det har vi prøvet. Nej, hvis vi bruger vores erfaringer til at stille de gode spørgsmål.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Dansklærerforeningens Folkeskolesektion sender vi julehilsner til medlemmerne, aktive dansklærere, danskstuderende, pensionerede dansklærere og dansklærere, som tænker på at melde sig ud.

Det er blevet mit privilegium at formulere den hilsen, der er henvendt til dem, der er trådt ud af skolen.

Jeg gengiver her mine ord som en opfordring til afgåede lærere fra alle fag om at støtte op om deres faglige forening - både for at støtte det faglige arbejde, der foregår i skolen og for at udtrykke stolthed ved de resultater, vi har bidraget til, og som de aktive lærere nu bruger som rygstød og bygger videre på.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Her er min hilsen:   

Kære medlem, som er trådt ud af skolen

”Kast op i Almanakken, se! det er atter Jul”, indleder forfatteren og humoristen P. Sørensen Fugholm et af sine digte. Det er så sandt, som det er skrevet, og akkurat så sandt som det faktum, at snart topper mørket, og vi bevæger os mod lysere tider. Det er tiden til at lade vores NU tage farve af både tiden, der er gået, og tiden, der er foran os.

Jeg vil med udgangspunkt i et par litterære udgivelser ønske dig en glædelig jul og søge at vise, hvorfor det er en gave til både aktive dansklærere og til dig selv, at du fortsat er medlem af vores faglige forening.

I 1981 var jeg så heldig at træffe poeten Jacob. A. Ndifon fra Cameroun. Han gæstede min kollega, Nils Hartmann, som i forbindelse med sit arbejde for UNICEF, søgte at øge vores kendskab til udviklingslande og til barnets rettigheder. Ndifon havde livserfaring, så da elefanterne kom i manegen i Cirkus Benneweis, var han den, der svedende gled ned på gulvet. Han kunne jo ikke vide, at vi havde tæmmet de store dyr. (Apropos: Giv dig selv den glæde at læse poeten Peter Poulsens seneste digtsamling Danseskole for bjørne). Men Jacob A. Ndifon berigede os med den livserfaring, der ikke mødte forkvaklet dyretæmning, gennem digtene i bogen Old Men are Libraries. Heri plæderede han for, at unge og yngre mennesker kan drage nytte af ældre menneskers livserfaringer, hvis de ældre vel at mærke husker at stille kloge spørgsmål snarere end at give svar. Det er ren Sokrates, og altså aldrig ”Det har vi prøvet”. Men altså, vi der har haft et langt liv med danskundervisning, ejer noget, der er betydningsfuldt for dem, der arbejder i skolen med danskundervisning: Vi ligger inde med de gode spørgsmålstegn.

Dette får mig til at tænke på en af de stærkeste ”pædagogikbøger”, jeg kender – ud over Jens Sigsgaards Palle alene i verden: billedbogen Pieter Bruegel med Thomas Windings tekst. Den er netop blevet genudgivet på abc-forlaget. I stort format (27,5 x 35,5) bliver en række af Bruegels omkring 160 år gamle malerier gengivet i fint tryk. Og de er i sig selv værd at dykke ned i; stærkere end Hvor er Holger? og andre myldrebøger. Men det, der gør den særligt stærk, er Thomas Windings tekst til hvert billede. Heri lader han en dreng vandre rundt i billederne sammen med Pieter Bruegel. Drengen spørger nysgerrigt, og Bruegel optræder som den erfarne dansklærer: Han svarer med øjenåbnende spørgsmål. Metoden virker på drengen. Men den virker så sandelig også på os læsere, børn som voksne. Læs bogen, og fornem, hvordan Thomas Winding afslører, hvor vigtige vi er for de unge og yngre, vi der har livslang erfaring – som dansklærere. Illustrationen til denne blog er maleriet Børnelege fra 1560 gengivet fra Thomas Windings bog. Måske har det bud til ”åben skole”.

”Det er Gud hjælpe mig Tirant lo Blanc! udbryder præsten i Don Quixote” og frelser den fra afbrændingen af alle ridderromaner med konstateringen, ”at den på sin egen vis er den bedste bog i verden.” I de seneste fire-fem år har jeg haft den fornøjelse at følge forfatteren Oscar Ks arbejde med at oversætte den 1200 sider lange ridderroman Tirant lo Blanc (udkommet 1490) fra valenciansk. Den udkommer i tre bind i midten af januar hos Jensen&Dalgaard. Oscar K, ja det er ham med Dansklærerforeningens Lighuset i Breslau og gendigtningerne i Illustreret Verdenslitteratur, har altså brugt fuld arbejdstid i mindst fire år på at gøre ”Europas første moderne roman” tilgængelig for os andre, så vi ved selvsyn kan læse om krig, kævl og kærlighed og se, at der intet nyt er under solen, og at alt alligevel er under stadig forandring.

Med disse eksempler har jeg nok villet give et par ideer til læsning i de lange, mørke aftner, men især har jeg ønsket at bruge litterære eksempler på at vise, hvorfor det er glædeligt og væsentligt, at du har valgt at fortsætte som medlem af vores forening. Dit dansklærerarbejde har som den gode kunst fra i går været med til at skabe den nutid, som de unge og yngre dansklærere arbejder i, og dine dansklærerresultater er det rygstød, som de unge og yngre kan bruge, når de skal undgå at blive blæst bagover af nye luner og koncepter. Så ”Kast op i Almanakken, se! det er atter Jul”, og modtag i den anledning en kollegial tak for dit fortsatte medlemskab og de bedste ønsker for den forestående julefesttid og for et ordentligt nyt år!

På Dansklærerforeningens Folkeskolesektions vegne Jens Raahauge

Powered by Labrador CMS