Jens Raahauge

Blog

Smak for skillingen!

Forfatter og illustrator Søren Jessen er det nok værd at beskæftige sig med, både som læser og som den elev, der vil have lidt mesterlære i at fortælle.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Siden debuten i 1990 har Søren Jessen skrevet omkring 60 bøger, illustreret omkring 40 bøger og leveret bidrag til omkring 25 antologier. Når man skal præsentere ham for elever i 7. klasse, har man noget at vælge imellem. Noget vedkommende - både hvad angår temaer og fortælleteknikker. Han er til nydelse -  til tankevirksomhed og til mesterlære.

Jeg har til mit besøg på Aavangsskolen i Rønne valgt at tage afsæt i tre titler og en illustration: Vildnis og tropehjelm, Alt på spil, Smak og hans billede fra Skrædder i Helvede.

Vildnis er en fortælling, der på typisk Søren Jessen-maner får de ydre forhold og den indre tilstand hos vores hovedperson til at spille sammen i en balanceret anvendelse af symbolsprog i både ord og billeder. En dreng søger på bud fra sin migræneramte mor efter faren, hvis bil ofte ses udenfor værtshuset Vildnisset, hvor en har fjernet bogstavet -t. Udstyret med en tropehjelm søger drengen i et vildnis, der minder om afrikansk jungle. Og tænk, Afrika, som drengen er forbundet med ved en navlestreng, har form som et øre, et øre der forstår, modsat psykologen, som bare stiller nye spørgsmål. Drengen fra et hjem i opløsning er selvfølgelig et oplagt mobbeoffer, men kæmper sig på sin opdagelsesrejse i vildnisset frem til en åben slutning. Resten er op til læserne.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Alt på spil fortæller om en pige, der som drengen i Vildnis er mobbeoffer, men som får et anderledes redskab i hænde, nemlig en CD med et spil, der sætter hende i stand til at styre andre mennesker. Og så ligger det lige for at hævne sig på de tre tyranniske piger, der styrer klassens pigegruppe. Mange har beskæftiget sig med pigemobningens ondskab, men her får vi tilsat en ingrediens i form af løsningsmuligheder (??) i det digitale univers. For mig at se lægger den sig i lag med fx Hallers Ispigen og Sofie Riis Endahls Sindstequila. Pigemobning og digital adfærd kan være noget af en både giftig og givtig cocktail til 7. klasse.

Smak er helt anderledes. Det er en ungdomsroman, som nok handler om ungdomsliv og -forelskelse, men som først og fremmest er spændende som en fortælling, der sætter tilværelsens tilfældigheder til debat. Historien består af flere handlinger, som krydsklippes og styres hen over hinanden af skæverter med en fodbold og af en spyflues færd. Når de mange tilfældigheders baner krydses, opstår uforudsete hændelser og dermed læserspænding. Jeg kommer til at tænke på effekten i Stig Dagermanns Att döda ett barn, som jo er et lærestykke i krydsklip, der fører til at de lykkelige slår den uskyldige ihjel - og dermed kan Smak ses som et fortrinligt oplæg til fx produktion af små filmsekvenser, som tilføres spænding ved at blive krydsklippede.

Der findes på Søren Jessens hjemmeside et undervisningsprodukt fra 9. klasse på Koldingegnens Idrætsefterskole, som måske kan inspirere: https://danskkie.wixsite.com/smak (Det handler ikke om at lave film)

Endelig giver Søren Jessens billede af en mand med et træ, der vokser op gennem hans hovedskal i Skrædder i Helvede et oplæg til at skrive sig ind i billedets flertydige signaler. Jeg bad to elever om at fortælle ud fra det, de så på billedet, og der kom - med hiv og sving og en mængde opfølgende hv-ord fra mig - to vidt forskellige udsagn. Det samme finder man i bogen, hvor Hanne Kvist og Rebecca Bach-Lauritsen har givet deres bud.

Søren Jessen har gode bud til skolen elever på både at blive klogere på tilværelsen og på det at skabe fiktive fortællinger i ord og billeder.b