Jens Raahauge
Blog
TAK! Hvordan få vist, at Stinusprisen er noget særligt?
Da jeg stod i foyeren blandt de mange mennesker, der skulle til kongres, vidste jeg, at min takketale ikke ville virke. Den var min forberedelse, men situationen krævede noget mere!
Der bliver ved med at myldre kongresdeltagere ind i foyeren på Tivoli Hotel, og rigtig mange kender jeg fra et langt liv i metieren, så det går op for mig, at jeg ikke kan bruge den takketale, som jeg læste for min kone i går - og fik et ok-nik, men husket i bakspejlet: uden glød.
Nu så jeg dem, der havde betydet noget for mig og mine tanker, og det gjorde, at jeg måtte trække nogle pointer langt mere levende frem i lyset. Min skrevne tale var en tekst, der tilgodeså dagens læringsmål, men konteksten krævede, at jeg kunne finde frem til undervisningens merværdi. Det var som at gå ind i en klasse akkurat så velforberedt, at jeg turde åbne for en lydhørhed for situationen.
Jeg skulle selvfølgelig prise Stinus, som havde bidraget til at skabe den demokratiske folkeskole med rum og tid til god undervisning af alle. Jeg skulle også notere, at han havde forhandlet med skolefortrolige på alle niveauer i ministeriet, og altså undgået det fedtlag af konsulenter og økonomiuddannede på de endnu flere niveauer i ministeriet. Og at han havde ageret i en tid, hvor socialdemokratiet havde en aktiv kulturpolitik!
Jeg skulle nævne, at han gav lærerne rum for faglig og pædagogisk fordybelse på opkøbte kursusejendomme, der var så veludstyrede med kunst, at sjælen blev stimuleret, og som lå så langt uden for lands lov og ret, at man var henvist til at samle sig om formålet med at være væk fra skolen: at få inspiration til hverdagen - uforstyrret.
Alle lærere burde have krav på en uge i et stinusk ingenmandsland for fx hvert tredje arbejdsår!
Men så til det, der greb anderledes ind i mine tanker. Jeg så Thea, forkvinde for de danske skoleelever. Jeg var sammen med hende i går ved et UNICEF-møde, hvor hun og især en ung klimaktivist, som hun var sammen med, lød til at være skeptiske over for erfaring. Og det tænkte jeg over i nat. Det må da komme an på, hvordan man bruger sin erfaring. Der er selvfølgelig den der med, at det har vi prøvet. Og der den med at man kan blive rygmarvsagent. Men der er også den mulighed, som poeten Peter Poulsen udtrykker det, når han taler om at have det som viskelæderet, der venter på at blyanten bliver opfundet. Man ligger der og kan tage imod næsten hvad som helst, fordi erfaringen gør én tryg: noget skal man viske ud, men meget må man lade blive stående og lade sig berige af.
Jeg så også Marlene, som nu var kongresdelegeret, men som i foråret tog initiativ til klassens 40-årsjubilæum, og jeg blev inviteret med som klasselærer. Vi besøgte vores gamle skole i Næstved, hvor vi ikke kunne komme ind, for skolen havde ikke resurser til at åbne. Så vi løftede hinanden op og kiggede ind gennem vinduerne. Det virkede som om de fortsat havde vores møbler i brug. Det fik mig til at tænke på, at vi som lærere også burde interessere os mere for elevernes arbejdsmiljø!
Men samværet med Marlene og hendes klassekammerater fik mig også til at tænke på, at det meste af, hvad jeg har høstet af brugbar erfaring, har mine elever sået i mig. Og mine kolleger - og siden mine ansatte, hvilket voksede frem i erindringen, da jeg traf Vera og Lotte fra Helsingør. De og deres kolleger lærte mig, at mangfoldighed gør stærk, hvis man blot husker at have sig selv med.
Den indsigt kunne jeg bruge, da jeg blev leder på en skole i det, nogle kalder et udsat boligområde. Skolen brugte mange penge på udbedring af hærværk, men vi fik det barberet ned til 0 kr. ved forskellige initiativer. Jo, vi havde et år en udgift på 80 kr. til erstatning af et toiletbræt, som en forsmået pige havde taget for at ramme sin ekskæreste ind. For mig var det væsentligste, at jeg hver morgen stod og gav hånd og hilste på eleverne og på den måde lærte alle navnene. Man sjofler sjældent en lærer eller leder, man har rørt ved i en afslappet stund. Og måske var det en idé at afprøve på nogle skoler - og overkommelig nu, hvor der på mange skoler er så mange ledere.
Man må i skolen røre hinanden, måske ved at give hånd, lægge hånden på hjertet eller ved at beskæftige sig med kunst og litteratur. Ja, husk at læse digte og romaner for at skabe en modvægt til de digitale jæger og samler-hjerner, som modvirker fordybelse og koncentration. Børnene sidder meget, så lad dem bevæge sig til styrkelse af kroppen. De er meget på nettet, så lad dem få fred og fordybelse til stimulering af hjernen.
Lad mig slutte med en lille historie. I går sendte DR programmet "Kender du typen?". Her nævnte livsstilseksperten Flemming Møldrup, at hans folkeskolelærer havde betydet så meget for ham. Og han nævnte endog hendes navn: Kirsten Borberg. Hun er min kone. Derfor ved jeg, at Flemming Møldrup kom i hendes 8. klasse efter stort set at have været Aarhus rundt. Han blev ikke reddet af færdigheder og viden, men af klassens arbejde med Strunges digte. Flemming Møldrup blev ramt, da klassen foldede drømmens faner ud.
Lad os få opprioriteret det personlige, kunsten og det musiske i skolen.
