Jens Raahauge
Blog
Tillykke, Jesper Wung-Sung!
Jesper Wung-Sung har modtaget De gyldne Laurbær. Hvor han fortjener hvert eneste blad i den cæsariske krans. Og begivenheden kan inspirere til undervisning.
Grundtemaet i hans prisbelønnede roman, En anden gren, er den familiehistorie, der bygger på hans oldefars og oldemors møde og forelskelse, da oldefaren sad som en af de udstillede kinesere i Tivoli i 1902. Her kunne gæsterne komme ind og se kineserne blive fodret med hunde og katte kl. 13. Men som Jesper Wung-Sungs historie viser, kunne enkelte af dem se noget andet og mere.
Historien er i ultrakort version indledning til Jesper Wung-Sungs overraskende erindringsbog, Lynkineser, som kan læses for det den er, en erindring, men også som en åbning til store dele af hans forfatterskab.
Men fortællingen peger også ind i det tema, som er alment og interessant: vores møde med det fremmede. Og med tiden som armslængde er der godt stof at hente til undervisning.
I perioden fra 1878-1909 blev der afholdt flere end 50 udstillinger af eksotiske mennesker. De blev behandlet i overensstemmelse med tidens raceteorier, hvor nogle af de "kannibalistiske" aboriginals fra Australien døde af sult under udstillingen i National (nuværende Scala), fordi de ikke fik mad, mens de anderledes, men kultiverede kinesere i Tivoli ovenikøbet fik bedre vilkår efter en strejke.
De udstillede kom i de fleste tilfælde hertil som en karavane, der var stillet på benene af en importør af vilde dyr til zoologiske haver. Nogle blev så udstillingsvante, at de fx lærte tysk, og så følte danske gæster sig snydt, fordi de ikke var autentiske.
I 1902 kom kineserne som sagt til Tivoli
I 1905 udstillede man indere i Zoologisk Have og vestindere i Tivoli. Det havde været svært at skaffe voksne vestindere, så Emma Gad, der havde taget initiativ til udstillingen, fik rekvireret to negerbørn. De kom efter udstillingen på Det kongelige Vajsenhus. Pigen døde af sygdom, men drengen kom siden på Jonstrup Seminarium og blev lærer og siden viceskoleleder i Nakskov. Victor Cornelins kom han til at hedde, fordi en embedsmands håndskrift var utydelig. Hans far hed Cornelius.
I 1909 udstillede man abessinere på et udstillingsområde ved verdensudstillingen i Aarhus. Her var tiltrækningen stor, så folk valfartede til stedet. Og nogle kvinder blev betaget af de muskuløse mænd. Arbejderavisen Demokraten mente, at det især var dekadente overklassefruer, der lod sig beruse. Det førte vist til nogle mørke aarhusianere. Et par vers fra en skillingsvise om Smukke Didrik kan belyse dette:
I London jeg først blev forlovet,
men det gik forbi i Paris.
Fem gange jeg bryllup har vovet,
men led dog bestandig forlis.
Så kom jeg til "byen ved havet",
til Århus, den glade stad,
og er man en smule begavet,
ej bedre jeg ønske mig gad!
Når publikums undrende skare
ind til os i landsbyen kom;
for damerne var jeg en fare,
mig syntes de alle om!
Og tit har jeg ubemærket
de skønne i favnen ta't,
når over plankeværket
de kravled' en herlig nat!
Men inden alle disse eksotiske udstillinger fra karavanen, havde præsten Hans Egede søgt at skaffe opbakning til sit missionsarbejde i Grønland ved at sende Pok grønlænder herned i 1720'erne. Det har Palle Petersen skrevet i betagende bog om.
Baggrundsbøger:
Jesper Wung-Sung: Lynkineser. Erindringer/ungdomsbog
Jesper Wung-Sung: En anden gren. Roman
Palle Petersen: Pok grønlænder. Roman/ungdomsbog
Birgit Freiesleben. Victor Cornelins. Fra St. Croix til Tivoli. DC 99.4 på biblioteket
Skolen i palmernes skygge. Sidste afsnit: Send to negerbørn. DC 37.96 på biblioteket
https://aarhuswiki.dk/wiki/Abessinierlejren_p%C3%A5_Landsudstillingen
Desuden har Nationalmuseet en ny permanent udstilling: Stemmer fra kolonierne
Og endelig holder Dansklærerforeningen en konference om temaet til starten af november 2018. Den bliver opslået i næste nummer af DANSK.
En undervisning ud fra disse materialer og oplæg vil handle om det fascinerende og farlige i mødet med det fremmede, det anderledes, det ukendte. Og det er ikke spro uaktuelt!
