Jens Raahauge

Blog

Turnaround-reform

Evalueringen af reformen tegner et billede af en mislykket turnaround-manøvre. Men i bedste turnaround-stil insisterer beslutningstagerne i at holde fast.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den danske folkeskole har igennem generationer fundet en form, der faktisk passer meget godt til det danske, demokratiske samfund, fordi den er blevet udviklet gennem forsøg og dialog; gode politikere, ledere og forskere har haft evnen til at gå forrest, men samtidigt husket på, at ørerne vender den gale vej - med mindre man jævnligt vender sig om og lytter.

Denne let uforudsigelige vej faldt en række struktur-, mål- og kontrolelskere i forskning og politik for brystet, og man genneførte med udansk brutalitet en turnaround-reform, der skulle gøre op med dialogisk slaphed, udstikke retning og føre til det store spring - fremad, mente man, men evalueringen har vist, at den turnaround, man foretog af en sindigt fremadgående skole, førte til tilbageskridt.

Så hvilken redelighed, selv om forskerne bag har et kollegialt udvalgs ord for, at de ikke er videnskabeligt uredelige. Herre, se i nåde ned til den hele redelighed, som Gustav Wied sagde. De forskere fandt, at de kunne gå på datahavet, men for at finde fodfæste på de rette statistikker, var de ude af stand til at vende ørerne mod alle dem, der havde praksiserfaring. Derfor fik vi den reneste rene turnaround - fra langsomme, men seje fremskridt til i bedste fald stagnation, men også tilbageskridt.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Nu hedder den nye turnaround-glasur på nedgangen, at en reform skal have mange flere år for at virke. Vi er kun halvvejs, siger vores undervisningsminister, som helt i overensstemmelse med turnaround-filosofien vil stå fast. 

Det virker tåbeligt, men turnaround betyder jo også kovending. Og jeg kommer i tanke om et digt af poeten Vagn Sten: UM, sagde kvinden. Så vendte jeg hende om. MU sagde hun.

Herre, se i nåde ned!