Jens Raahauge

Jens Raahauge

Blog

Viljen til mangfoldighed

En stolt skoleleder bød mig på sightseeingpå UNICEF-rettighedsskolen i Nexø, der har det grønne flag vajende. Jeg oplevede på den korte tur livsvilje i normalt tempo.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når jeg bliver modtaget af en vægfuld udsagn med de rigtige meninger, så tager jeg automatisk ladegreb på min fordomspistol; især hvis de rigtige meninger stemmer overens med mine egne. Er der dækning for alle disse fine ord, eller er de blot besværgelser?

For det, der effektivt kan modvirke et levende (skole)liv, er det ideologiske snørliv, som kan tage pusten fra enhver frodig udfoldelse og udvikling; sådan som jeg iøvrigt ser kompetencemålstænkningen fungere.

Derfor er jeg altid spændt, når jeg kommer til en af UNICEFs rettighedsskoler: Kan jeg mærke liv bag ordene? Og det har jeg kunnet på de ret få rettighedsskoler, jeg indtil nu har besøgt; måske fordi hele tilgangen til at bygge på en rettighedstænkning er, at de rettigheder, den enkelte har, har alle de andre enkelte også: det handler således om at arbejde på at få skabt et mangfoldigt fællesskab. 

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

På Paradisbakkeskolen i Nexø er denne basale tænkning konkretiseret ved, at der ud over de formelle krav om rettighedsråd mm. er etableret en fin udeskole med haver, der sætter spor ind i madlavningen, som atter bidrager til kompostering osv. osv. På en vis måde oplever jeg, at den åbne skole har fundet fodfæste i "den lukkede skole". Fagligt har jeg her set dansklærere levere det gedigne og præstere det overraskende. Og socialt har jeg befundet mig i en stemning af trivsel og åbenhed blandt eleverne - uden at der bliver smurt glasur på problemerne. Så snakken om, at arbejde ud fra barnets rettigheder er et godt alternativ til sanktioner og restriktioner, er ikke grebet ud af den blå luft. 

Skolelederen inviterer mig på en rundtur for at se det omfattende byggeri, der er i gang for at få skabt tidssvarende, indbydende rammer om skolen. Men først skal hun lige tale med en lille fyr, der har vanskeligt ved at vænne sig til, at ferien er slut, og fællesskabsnormerne igen er trådt i kraft. Jeg forlader kontoret. Men efter en afsæmpet samtale får han tilbudt en lænestol og et slumretæppe, så han kan bekæmpe sin træthed. Og rundturen kan begynde.

Jeg kommer fluks til at tænke på H.C. Andersens Vanddråben, hvor den gamle trold ser et kaotisk leben og udbryder: "Det er København eller en anden storby". Næsten overalt på skolen er der håndværkere. Jeg har fået fortalt, at der på Københavns Rådhus er et kontor, man kan kontakte, hvos man ser en vejstrækning, der ikke er gravet op. Og fluks vil kommunen sende et hold, der kan råde bod på forsømmeligheden. 

Det, der kan holde os oppe, er troen på, at det ender med forbedringer, og det gør det givetvis her på skolen i Nexø. Alligevel er det imponerende at opleve den smidige adfærd, som alle tilsyneladende udviser for at få dagligdagen til at fungere.

Undervejs møder vi tre piger, der sammen med skolens hortonom står ved et ildsted og bager pandekager. "Vi har det lidt svært for tiden," siger de samstemmende og er tilfredse med den tiltrængte puster. Men bag ruderne til de klasseværelsen, hvori der undervises, aner man koncentration, aktivitet og ivrig deltagelse. 

Da vi kommer til hønsegården, går et par uden  for hegnet. Hønsene er af egen udrugning, og de, der er klækket, mens der var elever i nærheden, er rolige ved børnestøjen, mens de, der er kommet i ferietiden, er urolige og blandt andet udbrydere. Men de får så lov til at vandre omkring udenfor.

En helt speciel adfærd lægger jeg mærke til - altså hos skolelederen. Under vores gåen omkring ser hun enkelte steder et stykke slikpapir eller en kapsel fra en skolemælk ligge på jorden. Hun bukker sig helt automatisk og samler op. Det virker. Jeg gør det samme et par gange uden egentlig at tænke over det. Og jeg ser i øjenkrogen et par elever dykke ned på samme måde. Måske er en sådan "mesterlære" årsagen til, at en skole i totalt byggerrod virker indbydende og ordentlig.

Mit indtryk fra besøg på skolen under mere normale forhold bekræftes og bestyrkes: At arbejde ud fra Konventionen om Barnets Rettigheder er det modsatte af at korsettere børnene i en ideologi; det er at kræve og skabe plads til mangfoldighed - både i de fysiske rammer, i de indbyrdes relationer og i undervisningens praktisering. 

Jeg bliver i optimistisk lune, når jeg ser et grønt flag smælde over en skole, der søger at efterleve ordene i en konventionstekst ved at være ved sine fulde fem, altså ved at se elever som mennesker af kød og blod med fem sanser, der alle skal udfordres og udfoldes.  

Og på turen fra skolen læser en indre stemme digteren Peter Poulsens digt Diagnose op for mig: "Bredrøvet eller bedrøvet? / Begge dele - måske...".  

Powered by Labrador CMS