Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Jeg er bedst til at tænke det, jeg vil sige
Det er ikke alle, der sætter pris på at en følgespot på deres liv. Der er børn (og voksne) der på ingen måde trives med rampelys. De fleste børnebøger har hovedpersoner, der foretrækker følgespot. Sådan har Alice det ikke. Alice er hovedpersonen i en serie for børn i alderen 8 – 11 år. Der skal også være bøger, der har introverte og stille børn som hovedperson. Her er en af dem. Og den har masser af humor.
Jeg er bedst til at tænke det, jeg vil sige
”Der er mange i klassen, som er gode til at sige det, de tænker. Jeg er bedst til at tænke det, jeg vil sige. Det jeg ville have sagt.” sådan siger hovedpersonen i Mette Eike Neerlins billedbog: ”Tomat”. Hun bliver kaldt Tomat, fordi hun altid rødmer, når andre kigger på hende. Det er ikke alle, der sætter pris på at en følgespot på deres liv. Der er børn (og voksne) der på ingen måde trives med rampelys. De fleste børnebøger har hovedpersoner, der foretrækker følgespot. Der er de klassiske Puk, Kim og Jan-bøger, som ældre læsere vil kende, og yngre læsere vil kende Harry Potter, Dina fra Skammer-serien, Vitello for de mindre og enhver hovedperson fra en fantasybog. Det er alle handlende, aktive børn og unge, der elsker at være midt i alt. Sådan har Alice det ikke. Alice er hovedpersonen i en serie for børn i alderen 8 – 11 år.
Der er en seriebog, hvor alle bøger kan læses uafhængigt af de foregående. ”Alice Andersen”, 2014, ”Reserveprinsesse Andersen”, 2015, ”Alice svømmer ikke”, 2016 og ”Alice og alt du ikke vet og godt er det”, 2017. Denne sidste ”Alice-bog” var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for børne – og ungdomslitteratur 2018.
Det er ikke nemt at være det mellemste barn i en familie, hvor storebror Martin er tolv år og synes alle andre i familien er pinlige bekendtskaber, og hvor lillesøster Mia altid er i fokus, fordi hun er så sød og sjov. Alice er otte år, hun er en stille pige, der allerhelst vil være under enhver radar. Hun ved selv, at hun er ”sær” og tænker: ”Jeg kan like gjerne rømme fra menneskeheten med det samme og bygge meg en hytte på en øde øy. Jeg kan like godt bare bli borte, for jeg er så mislykket som menneske som det går an.”
Alice er ikke god til mange ting. Kun en ting: ”Hun er den bedste i familien til at få gode ting til å vare lenge. Ingen slår henne i det, men for søsknene er det en egenskap som bare er irriternde.” Sådan kan hun spise blødkogt æg virkelig længe. Eller jordbæris. Og så tænker hun mere end hun taler. Hun tænker en hel del over fremtiden:
”Framtiden er din, hvisker det.
Fra alle steder.
Framtiden, svarer det inni henne. Om og om igen.
Det er akkurat som noe skriver det med lysende bokstaver på innsiden af huden hennes. Hun får frysning, men den er fin.
Det er framtiden, tenker hun selv. Den ligger der og ser ut som engene og skogen og himmelen over meg, men….
Den er liksom lysere, den er nesten gjennomsikitig. Og så stor at ingen vet hvor svær den er. Det er sånn framtiden er, tenker hun. Den ligger og venter alle steder uten at jeg vet det minste om det.”
I beskrivelsen her kan man se det særlige i Torun Lians sprog. Det er poetisk, smukt og samtidig troværdigt for en otte-årig-piges tanker.
Den introverte pige går i sin egen verden. Hun filosoferer mere, og da storebror Martin har stort hastværk med madpakkesmøring og er på vej ud af døren for at møde sine sommerferievenner, så siger rammer de to måder at gå til verden på, sammen:
”Passe deg, så du ikke tryner inn i den, sier hun.’Hæ’, sier Martin. Tryner inn i hva?
Framtiden, sier Alice. Den som ligger foran deg, sier hun. Neste sekund. Og neste der igjen. Og så videre.
Er de blitt helt pling? Sier Martin og snapper til seg matpakke og er borte som en vind før Alice får svaret.”
Alice er ikke alene. Der findes andre, der har det på samme måde.
Der er ikke mange bøger til børn og unge, hvor hovedpersonen er en stille, introvert pige. Her får hun en stemme, og her giver hun en stemme til de mange, der ikke er aktive, handlende, populære piger, men i stedet er ude i periferien af dronningens hofdamer.
I litteraturen kan man møde mennesker, der er anderledes end én selv. Her kan læseren møde et barn, der også har brug for at blive set. Alice skal nok klare sig, hun har en humor i tilgangen til livet, der nok skal bære igennem, men det er mødet med andre mennesker, hun får bekræftelsen i, at hun er god nok.
Litteraturen har et særligt potentiale i forhold til menneskers identitetsdannelse og for evnen til at leve sig ind i andres liv og andre verdener. Her får man et billede af et liv, der ikke er i overhalingsbanen, men snarere går inderst langs væggen. Det er også et liv, man må have indblik i.
”Alice og alt du ikke vet og godt er det” er en bog, hvor målgruppen er læsere på alder med Alice. Hun er otte år, og ikke mange otte-årige vil kunne magte at læse denne bog på 172 sider. Det er en bog, der absolut kan anbefales til højtlæsning i indskolingsklasserne. Her kan billedsiden være en støtte for oplæseren, så der kan samtales ud fra Torseters 14 helsides illustrationer. De viser så klart, hvordan livet er, når man hedder Alice. Humoren i bogen er underfundig. Den vil glæde den voksne oplæser.
Der er afsæt for flere filosofiske samtaler, når Alice funderer over livet og fremtiden.
P.S. Bogen er på norsk. Det er en bonus. Det er et norsk, man kan læse og forstå. Der vil være ti-femten ord, der skal oversættes, men det kan give eleverne en erfaring med, at norsk er et nabosprog, det er muligt at læse.
