Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
At tage livet i strakt arm
Man skal ikke tro, at det kun er i 2018, det er vanskeligt at finde tid til det, man finder vigtigt. Forfatteren Ester Nagel (Halfdan Rasmussens kone gennem 30 år) havde det ikke nemt. Mænd skrev, - kvinder kunne forsøge at finde tid til at skrive, når opvasken var taget, børnene klædt i rent tøj og asierne syltet. Man må have respekt for forfattergenerationen, der voksede op bag mørklægningsgardinerne under anden verdenskrig.
At tage livet i strakt arm
”Det er svært at skrive et større værk, når dagen har budt på syltning af asier, den kommende dag kræver, at hun koncentrerer sig om syltning af grønne tomater, mens de følgende dage er fyldt med at koge hyldebærsaft, vaske tøj og i ’overmorgensmorgensmorgensmorgen’ skal jeg prøve om jeg ikke kan få taget mig sammen til at fernisere gulvene.”
Sådan var Ester Nagels forfatterliv en stadig kamp mellem at være Ester Nagel, hjemmegående husmor og gift med forfatteren Halfdan Rasmussen og at være en selvstændig og anerkendt forfatter med eget navn: Ester Nagel.
Bogen giver et fantastisk godt portræt af en tid og en generation af kunstnere, der havde få materielle goder, meget lidt skolegang og som dertil også skulle begynde forfatterskabet bag mørklægningsgardiner og med besættelsesmagtens censur som et vilkår.
Der er for Ester Nagel tre dilemmaer, der gennem hele livet får hende til at vakle:
Kan jeg skrive? Som alle forfattere (med undtagelse af Klaus Rifbjerg og nogle får andre) tvivler hun på sit forfatterskab. Kan hun skrive romaner? Noveller? Teater? Hørespil? Digte? Hver gang hun går i stå med et projekt kommer tvivlen. Det kan man læse mange og kloge overvejelser over.
Hvordan får jeg tid til at skrive? Hvordan kan opvasken forsvinde, uden at tiden går fra skrivningen? Hvordan kan huslejen betales med kronikker, hørespil og noveller? Som hele hendes generation af kvinder, så findes husarbejdet (børn, mad, rengøring) i hendes arbejdsportefølje, mens Halfdan Rasmussen (ægtemanden gennem 30 år) på magisk vis kan sidde i husets bedste værelse med skrivemaskine og skrivero, hvis han da ikke er på langfart i Europa.
Vil verden læse det, jeg skriver? Efterkrigstidens Europa lå i ruiner, og lærdommen fra krigen fylder meget hos den unge forfattergeneration (udover Halfdan Rasmussen og Ester Nagel er det også Tove Ditlevsen, Ernst Claussen, Grethe Risbjerg Thomsen, Lise Sørensen og flere mere ukendte forfattere). På rejser til Grækenland, til Hamborg, til Paris og til Finland så de, hvordan krigen havde bombet lande og kultur sønder og sammen. Det politiske engagement lyser igennem hos Ester Nagel.
Det er disse tre dilemmaer, og Ester Nagels stadige vaklen i at forholde sig til de tre dilemmar, der er bogens spændende indhold. Ægtemanden gennem 30 år, Halfdan Rasmussens har naturligvis stor del heri, og hans liv følges parallelt med Ester Nagels. Men det er kvindekampen, forfatterkampen og kampen for en bedre verden set fra en bevidst (og selvbevidst) kvindes syn, der gør bogen til en biografi, der kan læses som var det en historisk roman. Heldigvis er det Halfdans digte, der citeres, mens det i høj grad er Ester Nagels brevvekslinger, der citeres fra. Og Ester Nagels brevveksling med eksempelvis Tove Ditlevsen er fremragende læsning. Så megen humor, og der er et skarpt et blik på verdens dobbeltmoral set fra kvindesynsvinkelen.
I et brev til Tove Ditlevsen skriver Ester for at Tove Ditlevsens hjælp mod husarbejdet: ”Næste gang du træffer Halfdan må du lade aldeles bestyrtet over, at jeg ikke må få lov til hushjælp, som jeg nu ser mig i stand til at betale selv. Du må fortælle om tilfælde indenfor din nærmeste familie –og vennekreds, hvor den manglende hushjælp og dermed følgende irritation førte til skilsmisse, svære neuroser med følgende indlæggelse på diverse kolbøtteanstalter, selvmord i et reb over døren og udryddelse i desperation af en hel familie. Du kan jo også fortælle ham, at du kender en kone, som blev kvalt i støv.” Til sidst fik Ester Nagel en ”ung pige i huset”, men kampen mod husarbejdet var der fortsat.
Kampen for forfatterskabet, for friheden til at vælge arbejdet og for freden og humanismen fyldte gennem hele Ester Nagels liv. Det holdet hårdt, hun forsøgte en enkelt gang at begå selvmord, men havde gode venner der hjalp. Og børnene Tom og Iben var faste støtter også efter den opslidende skilsmisse fra Halfdan Rasmussen.
I et brev til Ester fra digteren Morten Nielsens mor står der: ”At du kan klare livet er jeg helt sikker på – jeg har altid beundret din evne til at tage dagene som de kom og i strakt arm.”
P. S: Forfatteren Susanne V. Knudsen har skrevet om Ester Nagel (og Tove Ditlevsen og andre kvindelige forfattere) tidligere, men her har hun arvet en kuffert med breve fra Ester Nagel. Nu kan vi læse med.
Bodil Christensen
Læreruddannelsen, Aalborg Professionshøjskolen UCN
Møllegårdsvej 1 Horne
9850 Hirtshals
