Litteratur, lærdom og læreruddannelse

Litteratur, lærdom og læreruddannelse

Blog

Det var ikke den bedste tid, det var ikke den lykkeligste, men det var den største

Knud var 17 år i 1942, da han for alvor kom ind i modstandskampen. Han var stadig teenager, da han blev overført fra Frøslevlejren til koncentrationslejren i Dachau. Han vidste jo, det var farligt, men i nævnte podcast siger han det klart: ”Selvfølgelig var man nervøs, men ikke på den måde, at man tænker, at man ikke tør være med til noget i den retning. Det var det job, man havde påtaget sig. Fordi det var krig. For mit eget vedkommende var det ligesom at være soldat i en krig. Det er livsfarligt, men det er nødvendigt.” De gjorde det, der skulle gøres. De tog så meget ansvar. Og de var så unge.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var ikke den bedste tid, det var ikke den lykkeligste, men det var den største

En podcast til historie – og danskundervisningen. Og hovedpersonen Knud var 20 år, da krigen sluttede.

”Jeg finder det nødvendigt at minde de yngre generationer om, at det somme tider er nødvendigt at gå til kamp for noget, man synes, er det eneste rigtige”, siger Knud Christensen.

Litteratur, lærdom og læreruddannelse

Bodil Christensen. Lektor på Læreruddannelsen i Aalborg, Professionshøjskolen UCN. Master i Børnelitteratur. Efterskolelærer gennem mange år. Litteraturlæser og underviser i dansk

Knud Christensen, Hirtshals er årgang 1925, og han er en af de sidste modstandsfolk, der kan fortælle sin historie. ”Den sidste modstandsmand” hedder en podcast (radiomontage eller bare radioudsendelser) i fem halvtimes episoder, som man kan lytte til, hvis man går ind på dr.dk/radio. Det er barnebarnet, journalisten Niels York, der er Knud Christensens samtalepartner (mens kaffen serveres punktligt klokken 15.00 af Knud Christensens kone), og snakken går med ”båndoptageren” tændt.

Niels York får spurgt om det meste, men Knud Christensen er en fremragende fortæller, der sagtens kan ”holde samtalen ” i gang. Han har fortalt historien før, og han har tænkt en del over, hvad der er vigtigt at få med.

De fem afsnit har overskrifterne: ”Drengestreger”; ”Døden lommer til Aalborg”, En blodig begravelse”, ”En gammel ven og en ny dødsfjende” og ”Freden har en bitter smag”. Det er historien om modstandskampen, som den begyndte for handelsskoleeleven Knud Christensen, da han tog fra Hirtshals for at gå på Handelsskolen i Aalborg.

Knud var 17 år i 1942, da han for alvor kom ind i modstandskampen. Han var stadig teenager, da han blev overført fra Frøslevlejren til koncentrationslejren i Dachau.

Han vidste jo, det var farligt, men i nævnte podcast siger han det klart: ”Selvfølgelig var man nervøs, men ikke på den måde, at man tænker, at man ikke tør være med til noget i den retning. Det var det job, man havde påtaget sig. Fordi det var krig. For mit eget vedkommende var det ligesom at være soldat i en krig. Det er livsfarligt, men det er nødvendigt.”

De gjorde det, der skulle gøres. De tog så meget ansvar. Og de var så unge.

Knud Christensen blev anholdt af Gestapo i oktober 1944, og efter en periode med tortur blev han så sendt til Frøslevlejren. Her var mange andre danske, heriblandt også tegneren Carlo Wognsen fra Aalborg. Frøslevlejren er dansk, og her er der rimelige forhold for fangerne, men den 16. februar 1945 kom der besked om, at Knud Christensen skulle overføres (sammen med en lang række andre fanger) til Dachau. Det var noget helt andet.

I Dachau var der stribet fangetøj, der var kolde brusebad som velkomst, håret blev klippet, lusene holdt deres indtog, og der var kamp om maden. Heldigvis får de danske fanger pakker ”hjemmefra” Dansk Røde Kors, og det holdt dem i live. De lå tæt i barakkerne om natten. Så holdt de varmen.  Man vendte sig på fælles kommando, så tæt lå de. Hele døgnet lugtede der af brændt kød. Der var 30.000 fanger, og der var måske plads til en femtedel. De tyske SS’ere styrede det hele gennem et system, hvor medfanger som ”kapo’er” fik magten til at holde orden og justits.

Når Knud Christensens ser tilbage på de fem år i sit liv, så citerer han Churchills tale fra 18. juni 1940, hvor Dunkirk-evakueringen er afsluttet: ”If the British Empire and its Commonwealth last for a thousand years, men will still say, ’This was their finest hour’.”

På samme måde siger Knud Christensen: ”Det var vores største stund. Det var ikke den bedste tid, det var ikke den lykkeligste, men det var den største.”

”Er vi færdige”, spørger Niels York den gamle farfar, da han er nået til freden og 1945.”Nu er vi færdige?” ”Er vi ikke det. Jo… for mit vedkommende er vi.” Og så slutter radiomontagen her. Fremragende at lytte til. Knud Christensen og de andre modstandsfolk handlede og satte livet på spil for nogle værdier, der betød noget. Det er det ”Den sidste modstandsmand” minder om: ”Jeg finder det nødvendigt at minde de yngre generationer om, at det somme tider er nødvendigt at gå til kamp for noget, man synes, er det eneste rigtige.”.

P.S: Det er her, man finder podcasten: https://www.dr.dk/radio/p1/den-sidste-modstandsmand/den-sidste-modstandsmand-1-5-drengestreger

Powered by Labrador CMS