Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Havet er stort og tomt. Her kan ingen finde mig.
Zenobia” er en sammenhæng af billeder og tekst. Den er rystende. Tilbageblikkene til Aminas hverdag med dolmer, gemmeleg og gode minder er tegnet i brun, sort og okker, mens nutiden er havblåt, mørk violet og sort. Aminas shorts er pige-pink, hun er et lille barn, der er forladt og ene i det store hav. Amina klarer ikke rejsen over havet i en båd opkaldt efter Zenobia. Kvinder kan ikke klare alt. Altid. De må have hjælp. Det kan passende være læsere af ”Zenobia”, der får øje for det.
”Du er snart kvinde, Amina. Kvinder kan klare alt.”
Nok er Amina snart kvinde, men hun klarer ikke flugten fra det krigshærgede land over havet i en lille båd. Alene. Forladt. På flugten tænker hun tilbage på de gode dage, da hun kunne lege gemmeleg i huset derhjemme. Hun havde mange mennesker, der kunne finde hende igen.
Nu er der ingen, der kan høre hende. Der er ingen, der hører hendes hvisken: ”Kom og find mig.”
”Havet er stort og tomt. Her kan ingen finde mig. Her kan mor og far ikke finde mig.”
Lars Horneman har illustreret den (korte) fortælling af Morten Dürr. Eller rettere: Horneman har ikke illustreret ordene, de to forfattere har samarbejdet om at skabe en graphic novel, en billedroman, en billedbog, en fantastisk roman i billeder. Morten Dürr har fortalt om sit samarbejde med tegneren, hvor de altid er i dialog om tilblivelsen af den samlede tekst. De retter ind efter hinanden, de diskuterer, de inspirerer hindanden, og så finder de et udtryk, hvor ordene beriges af billederne, og hvor billederne giver rum og farver til ordene.
”Verbalteksten er tekstens verber og fortæller om forløb i tid, billederne er tekstens substantiver og fortæller om miljø og personer.” Sådan lyder det, når den norske forsker Elise Seip Tønnesen skal forklare, hvordan billede-tekst-relationen kan læses.
”Zenobia” er en sammenhæng af billeder og tekst. Den er rystende. Tilbageblikkene til Aminas hverdag med dolmer, gemmeleg og gode minder er tegnet i brun, sort og okker, mens nutiden er havblåt, mørk violet og sort. Aminas shorts er pige-pink, hun er et lille barn, der er forladt og ene i det store hav.
”Båden var alt for lille. En mor med to babyer gav mig en kiks. Vi sejlede hele natten. En gammel mand klappede mig på kinden Det skal nok gå Hvor skal vi hen? Vi skal til et land uden soldater. Sov bare.”
Der er nogle gode medflygtninge, der hjælper hende, verden er ikke blot ond, men det er ikke altid, at historier ender godt. Aminas historie ender ikke lykkeligt. Den er alt for virkelig. Tilbage i 1977 skrev Knud Ejler Løgstrup således (det var om Bent Hallers ”Katamaranen”; hvis nogle husker den): ”Ganske vist, nu som før, benytter voksne sig af deres overmagt og barnets afmagt til at begå overgreb imod det, og at det sker i opdragelsens navn gør ikke sagen bedre, kun værre. I det moderne samfund bliver tilmed barnets sociale miljø og dets fysiske udfoldelsesmuligheder mindre end tidligere. Det kan ikke godt andet end mindske barnets livslyst og livsduelighed. Men det er én ting, en anden ting er overlagt og ideologisk at tage modet på livet fra barnet. Det gør ikke den dybeste pessimist, ikke den mest overbeviste nihilist.”
Her er der ikke meget livsmod tilbage, når Amina forsvinder i havet uden at nogen hører hendes hvisken, men Morten Dürr og Lars Horneman er ikke nihilister. De er realister, der søger at skildre en katastrofe på en måde, så man som læser må græde med Amina og hendes skæbne. Herefter må man tale sammen om Amina, om børns liv og skæbner. Det er en virkelighed, der også finder sted.
Derfor er det en bog, der skal følges på vej med samtale og undervisning og mere samtale. Den kan læses af alle, men dens læser skal ikke sidde alene med læsningen.
Bogen kan være ”det fælles tredje”, hvor man kan tale med børn (og unge og voksne) om oplevelsen af at være helt alene, af verdens urimeligheder og hvilke traumatiske oplevelser børn (og unge og voksne) kan have mødt på vejen.
Aminas mor husker Amina på legenden om Zenobia, da Amina skal sendes alene ud i verden. Husk at ””Zenobia var Syriens dronning. En dronning fra gamle dage. Den smukkeste kvinde i verden. Zenobia var kriger. Hendes rige strakte sig fra Alexandria til Ankara. Fra Egypten til Tyrkiet. Ingen mænd bestemte over hende. Hun gik i krig mod kejseren af Rom.”
Amina klarer ikke rejsen over havet i en båd opkaldt efter Zenobia. Kvinder kan ikke klare alt. Altid. De må have hjælp. Det kan passende være læsere af ”Zenobia”, der får øje for det.
P: S. ”Zenobia” er nu solgt til udgivelse i USA, Australien, Sverige, Norge, Færøerne, Brasilien, Korea, Japan, Tyskland, Frankrig, Italien, Spanien, Kroatien, Bulgarien, Rusland, Tyrkiet, Palæstina, Makedonien.
Den er udgivet på forlaget Cobolt i 2016.
