Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Her lades alt håb ude
Man må ikke tage livsmodet fra børn i litteraturen, men man i endnu højere grad vare sig for at tage livsmodet fra børn i virkelighedens verden. Livsmod er der ikke meget af i ”Guds bedste børn” af Morten Pape. De voksne er ikke Guds bedste børn, - og det bliver børnene og de unge hovedpersoner heller ikke.
Her lades alt håb ude
”Men det er én ting, en anden ting er overlagt og ideologisk at tage modet på livet fra barnet. Det gør ikke den dybeste pessimist, ikke den mest overbeviste nihilist.” Det er naturligvis K. E. Løgstrup der har skrevet det. Det var i ”Moral og Børnebøger” fra 1977.
Man må ikke tage livsmodet fra børn i litteraturen, men man i endnu højere grad vare sig for at tage livsmodet fra børn i virkelighedens verden.
Livsmod er der ikke meget af i ”Guds bedste børn” af Morten Pape. De voksne er ikke Guds bedste børn, - og det bliver børnene og de unge hovedpersoner heller ikke.
Jeg har læst bogen færdig, solen er væk, og det er lige så køligt på terrassen, som der er i hjerterne hos alle voksne i Morten Papes bog.
En musvit ligger lille, våd og helt død lige her uden for på terrassen. Den fløj vel mod ruden, og så døde den. Den har sådan set ikke gjort. Den levede sikkert et udmærket musvitliv på lige dele foderbræt og fri fouragering i haverne. Når den døde, så er det ikke nogen skyld. Der er hverken hævn, skæbne eller forsyn indblandet. Nogen gange sker det bare. Den døde.
Sådan er det også for Zeki, den noget utilpassede unge indvandrerknægt i Morten Papes bog ”Guds bedste børn”. Han spiser pizza sammen med Jamil efter en avisrute er færdiggjort. Så kommer en bil cruisende forbi med Simon og Mickey. Zeki er utilpasset og ikke absolut skolens mønsterelev, han går i specialklasse, men han har en ven i Jamil, der forsøger at holde Zekis raseri nede på et niveau, så han måske kan komme i normalklassen – engang. Måske.
Simon og Mickey er fætre, men er opvokset sammen i et virkelig ”Grænsebørns”-dysfunktionelt hjem. Druk, hash, piller, kriminalitet og lidt mere druk er hverdag i moderen Tinas liv. Og det er det også for de to drenge på 17 og 15 år.
Nu kører de lidt rundt, de keder sig, så ser de Zeki og Jamil.
”Hvad glor I på`” er indledningsreplikken til et voldeligt overfald, hvor Zeki tæves ihjel, og hvor Jamil dør indvendig.
Simon og Mickey og Jamil er de tre hovedpersoner, der følges i bogen. De har hver især deres eget hverdagsliv. Fængselsstraffen afløses af et familieliv på Falster for Simon, hvor kæresten Freja og de små tvillinger er med til at holde ham (glimtvis og i små perioder) borte fra hash og hælervarer. Mickey forsøger at slå sig igennem i bandemiljøet. Jamil sumper hen i skyld og sorg.
Det skete bare. Det skete alt sammen fordi ”de lige var der, hvor de ikke skulle være”. Simon og Mickey gik ikke målrettet efter Zeki og Jamil, det blev sådan. Som musvitten tilfældigvis ikke overlevede, så klarer Zeki og Jamil heller ikke livet. Det gør Mickey og Simon måske heller ikke ret meget længere.
Litteraturen kan give et menneskeligt portræt af en gruppe unge, det er ganske svært at have forståelse for. Morten Papes ”Guds bedste børn” kan give os andre ”almindelige” mennesker et billede af en verden, jeg slet ikke har lyst til at være en del af. Morten Pape viser en verden, hvor der gælder helt andre normer end her i Vendsyssels villakvarter. Der er helt andre problemer i hverdagen, der er en råhed og et fuldstændigt fravær af ømhed, medlidenhed og omsorg for andre end lige netop den, der kan levere rusmidler eller beskyttelse. Det er – kort sagt – rædsomt at læse alle 437 sider. Det er en plage. Jeg bliver i dårligt humør. Jeg bliver trist, tankefuld og helt tom i blikket, når alt håb lades ude. Som ved indgangen til Helvede i Dantes Guddommelige Komedie kunne overskriften eller titlen på Morten Papes bog have været: ”Her lades alt håb ude”.
Når det alligevel er en bog, jeg vil anbefale til lærere (og ikke mindst til politikere), så er det fordi den fortæller Jamil, Zeki, Mickey og Simons historie. De har en historie. De er mennesker, men de har ikke haft en chance. Livsmod har aldrig været et tema i deres liv.
Simon og Jamil får begge et par chancer for at få indhold i tilværelsen, for at få en retning på det rodløse liv, men de har ikke overskud eller støtte til at gribe chancen.
Den eneste gnist af håb man kan finde her er at vi som læsere får lidt mere forståelse for, at det ikke (alt sammen) er ond vilje, når det er så svært for nogle unge at være en del af samfundet. Der skal politiske tiltag til at sikre, at så få som får et liv som Jamil, Mickey og Simon, og det er os som læsere, der må stemme på de rigtige lovgivere og beslutningstagere.
Katten har ædt musvitten. Så gav det måske lidt mening. Der er ingen mening i Zekis død. Her er alt håb ladt ude. Litteratur kan som intet andet give os et billede af et andet liv, en anden kultur og en anden verden. Løgstrup har sagt det i en diskussion med Jens Kruse, litteraturanmelder for længe siden: ”Vil man arbejde filosofisk kan ens tænken kun blive virkelighedsnær, og man kan kun undgå en tænken i opstillinger, i overtagne skemaer, hvis man rekurrerer til litteratur. Det er min erfaring, og jeg vil aldrig nogensinde gå fra det.”
Så …. Læs der er en grund til at læse ”Guds bedste børn” af Morten Pape. Men trist. Det er det.
Bodil Christensen
Møllegårdsvej 1 Horne
9850 Hirtshals
boc@ucn.dk
