Litteratur, lærdom og læreruddannelse

Blog

Historien om Holocaust og hunden Bodri

"Mit navn er Hedi og i denne bog vil jeg fortælle om min barndom. Om at jeg var et lykkeligt barn i en lykkelig by. Det, der senere skete, er svært at fortælle om og svært at lytte til. Alligevel vil jeg gerne fortælle om det, og jeg vil gerne have, at du lytter. VI mennesker kan gøre så meget ondt, men vi kan også gøre så meget godt. Vi har altid et valg, og vi kan vælge det gode.”

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var et helt folk, der skulle fjernes

”De voksne forsvandt. Vi frøs, og vi var bange, vi var sultne og tørstige. Vi døde næsten i den lejr, vi kom til, min søster og jeg.

Hitlers vagter barberede alt vores hår af og tog vores tøj. Vi fik noget beskidt fangetøj på og nogle hårde sko at gå i. Hver gang jeg tænkte på min hund Bodri, fik jeg kræfter igen, og når jeg tænkte på vores gamle liv, kunne jeg leve lidt endnu.”

Litteratur, lærdom og læreruddannelse

Bodil Christensen. Lektor på Læreruddannelsen i Aalborg, Professionshøjskolen UCN. Master i Børnelitteratur. Efterskolelærer gennem mange år. Litteraturlæser og underviser i dansk

Det er Hedi Fried, der fortæller om sin ungdom, hvor hun tilbragte næsten et år i koncentrationslejren Auschwitz. Hun var sammen med sin søster. Det reddede hendes liv, fortæller hun. Hun havde en søster i lejren, og hun havde sin hund Bodri, der (forhåbentlig) ventede derhjemme. Der var en grund til at leve.

”Historien om Bodri” er en billedbog, der med smukke og varsomme tegninger af Stina Wirsen og med stilfærdige ord af Hedi Fried, fortæller om hvordan det var at være et jødisk barn under 2. verdenskrig.

Hendes barndom var fredelig. Hun legede med sin hund, og hun havde en god veninde, der hed Marika. Men så sker der noget:

”En dag bestemte Hitler, at vi jøder ikke længere måtte bo i vores huse.

Hvor skal vi så bo? Spurgte jeg mor.

Men hun vidste det ikke.

Far rystede på hænderne, mens han pakkede vores tasker. Mor var bleg. Jeg havde aldrig tænkt på, at mødre og fædre kunne være bange.”

Nu kommer Hedi og søsteren Livia til Auschwitz, Det var en lang rejse for de to piger:

”Det var natten mellem den 17. Og 18. Maj 1944. Kreaturvognene med deres menneskelast bestående af 3007 jøder fra Sighet, Transsylvanien, stoppede på et sidespor, bakkede, satte i gang, stoppede igen, for kort efter at gentage proceduren. Frem og tilbage i flere timer til de bestemte sig for at stoppe foran en station, hvor der stod Auschwitz.”

Billedbogen fortæller ikke meget om dagene i lejren. Man ser billeder af et træ, hvor årstiderne skifter fra forår til sommer til efterår og vinter, og så kommer det gode budskab: Hitler er død, og Hedi og Livia kommer hjem til Bodri igen: ”Jeg fortalte ham, at Hitler havde gjort så meget ondt, inden krigen endelig sluttede, og at mange, mange mennesker var døde. De var blevet slået ihjel, selvom de ikke havde gjort noget, bare fordi, at Hitler havde bestemt at de skulle dø.

Men der var nogle, som overledede, ligesom min lillesøster Livia og jeg.”

Sådan slutter billedbogen, der absolut kan læses af og for børn.

Den er oversat fra svensk af Karen Lise Søndergaard Brandt.

Hedi Fried har i 2018 skrevet bogen ” Spørgsmål jeg er blevet stillet om Holocaust”, hvor hun nøgternt svarer på nogle af de mange spørgsmål, hun gennem tiden har fået om sin barndom og ungdoms oplevelser i en koncentrationslejr. Hun siger her:

”En af lærdommene ved Holocaust lyder: Du må aldrig vænne dig til uretfærdigheder. En uretfærdighed er som et sandskorn i hånden, hvis vægt man ikke mærker. Men uretfærdigheder har en tendens til at hobe sig op og blive flere og flere, og snart magter man ikke at bære dem.”

Det var et folkemord, der var på vej i 1930-erne, men ikke mange så det komme.

Hedi Fried skriver: ”Under Anden verdenskrig fandtes ordet folkemord ikke, hverken i mit eller andres ordforråd. At et omfattende mord var i gang, stod først klar for mig, da jeg selv kom til Auschwitz. Indtil da var der ikke mange, som forstod, at det ikke bare var drab på enkeltindivider, men at det omfattede et helt folk, som skulle fjernes fra jordens overflade.”

Det er vigtigt at vide, hvad der er sket. Det er også vigtigt, at den viden formidles, så børn ikke mister livsmod og tillid til verden. Teksten til ”Historien om Bodri” er skrevet, sådan at børn skal kunne forstå, hvad der skete under Holocaust. De skal vide besked, så det aldrig mere kan ske.

I forordet skriver Hedi Fried:

Mit navn er Hedi og i denne bog vil jeg fortælle om min barndom. Om at jeg var et lykkeligt barn i en lykkelig by. Det, der senere skete, er svært at fortælle om og svært at lytte til. Alligevel vil jeg gerne fortælle om det, og jeg vil gerne have, at du lytter. VI mennesker kan gøre så meget ondt, men vi kan også gøre så meget godt.

Vi har altid et valg, og vi kan vælge det gode.”

Historien om Holocaust og andre folkedrab må fortælles, så det aldrig sker igen.

P.S. Hedi Fried: Historien om Bodri”, 2020 og ”Spørgsmål jeg er blevet stillet om Holocaust” fra 2018 er begge udkommet på forlaget Klim.

P.S: Der er international mindedag for Holocaust og andre folkedrab den 27. januar.

Begrebet Holocaust stammer oprindelig fra den græske udgave af det gamle testamente, hvori det hebraiske ord olah på græsk oversættes til holokauston. Holokauston er sammensat af ordene holo (hel) og kaustos (brændt) og refererer til en form for ofringer til gud, hvor offergaven totalt opsluges af ild på alteret. Holocaust kan således oversættes direkte med brændoffer og har i sin oprindelige betydning et religiøst element i sig. Ordet er senere brugt mere generelt til at betegne total ødelæggelse af liv. Det har fx været anvendt om jødeforfølgelser i Rusland i det 19. årh., tyrkernes folkedrab på armenierne i 1915-1918  naturkatastrofer og atomkrig.

Powered by Labrador CMS