Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Imse, Vimse, Vindel - og Lille Peter Edderkop
De nordiske lande har meget tilfælles. Også sproget. Lille Petter Edderkopp, Imse, Vimse, Spindel og den danske Lille Peter Edderkop har heldigvis alle optimismen i behold. De er altid klar til at klatre igen, når solen skinner.
Imse, Vimse, Vindel og Lille Peter Edderkop
”Fem flade flødeboller”. ”Rødgrød med fløde.” De helt klassiske danske ”vi-taler-dansk-på-en-meget-flad-måde-sætninger” gav anledning til stor underholdning hos 4. a på skolen i Bålsta, nord for Stockholm.
Når det blev udtalt på 4-klasses-svensk, var det bare særdeles lattervækkende hos de små 10-årige elever. I undervisningen, og så blev der sunget ”Lille Peter Edderkop” på dansk, på svensk (”Imse, Vimse, Spindel”) og endelig blev der også sunget på grønlandsk om den stakkels edderkop, der altid må regne ned, før den igen kan klatre op. Der var danskundervisning på 4. 5. og 6. klassetrin på Bålsta Skole en regnvejrsdag i november.
Der er masser af ord, der er ens på svensk og dansk. Mange ord staves ens. En del staves ens men har forskellig betydning. En del (og det er ikke så mange) er helt forskellige fra dansk. Når eleverne fik teksten til ”Lille Peter Edderkop”, så blev alle de ord, der var ens på dansk og svensk farvet med grønt. Mange af teksterne blev næsten helt grønne, enkelte blev gule for at vise, at de gule ord betød det samme på svensk og dansk, men blev stavet forskelligt – og nogle røde ord fandtes. De røde ord var de helt særligt danske. Svensk, norsk og dansk har mange flere ligheder end forskelle.
Det skandinaviske sprogfællesskab har to grene. Først og fremmest har vi en fælles historie, en fælles kultur, der går helt tilbage til vikingetiden. Fælles konger, (og fælles krige må man nok også nævne), en fælles dronning under Kalmarunionen og fælles kultur i bygningskunst, malerkunst og litteratur. Dernæst har sproget et fælles afsæt i det norrøne sprogfællesskab. Norsk og dansk har i mere end fire hundrede år haft samme skriftsprog, og norsk, svensk og dansk har samme grammatik og mange ord af samme oprindelse.
Efter anden verdenskrig i 1954 indførtes den nordiske pasunion, således at man frit kunne rejse uden pas i de nordiske lande. Foreningen Norden har gjort en indsats for at gøre det nemt at studere og arbejde i Norden, og fortsat er der en betydelig udveksling af studerende mellem de nordiske lande. Mange unge svenskere har søgt og fået arbejde i Norge, mange danskere arbejder ligeledes i Norge, og hen over Øresundsbroen går en stadig strøm af arbejdere den ene og anden vej.
Sverige, Norge og Danmark er det primære nordiske sprogfællesskab, men der er jo også finsk – og svensktalende finner, færinger, grønlændere, islændinge og samer. De kan ikke tale deres modersmål med de skandinavisk-talende, men islændinge, færinger og grønlændere læser (til en vis grad) dansk i skolen, mens finnerne læser svensk, og samerne lærer et vist mål af skandinavisk. Det burde give adgang til hele det nordiske sprogfællesskab. Det er et unikt sprogfællesskab, der er værd at værne om.
Når danske lærerstuderende er i en svensk skole og underviser de opvakte femteklasser i det danske sprog, så giver det ikke blot et fokus på dansk for de unge svenske elever. Det gør også eleverne opmærksom på særheder og særlige træk og egenskaber ved deres eget sprog. Sproglig opmærksom er en væsentlig kompetence i en globaliseret verden. Når man kender sit eget sprogs grammatik, så kan man bedre tilegne sig andre sprog. Derfor giver det nordiske sprogfællesskab en opmærksomhed på sprog som fælles kommunikationsmiddel. Det giver transferværdi til andre sprog.
Hvorvidt de nordiske sprog vil blive afløst af engelsk som fællessprog er svært at vide, men får man arbejde i et af de andre nordiske lande er det overkommeligt at kommunikere med et ”skandinavisk” sprog. Også tv-serier gavner i høj grad det nordiske sprogfællesskab. SKAM-serien i Norge er et godt eksempel, men tv-serier produceret i fællesskab er der også mange af (”Broen”, eksempelvis). Det er en stor fordel for små nationer som Danmark, Norge og Sverige, at sprogfællesskabet giver adgang til henved tyve millioner mennesker fremfor blot at give sprogfællesskab med fem, seks eller otte millioner.
Skolens undervisning i nabosprog er én vej til dette sprogfællesskab. Det politiske samarbejde, samarbejdet i erhvervsliv og samarbejdet i kulturarbejdet er lige så væsentlige.
De nordiske lande har meget tilfælles. Også sproget. Lille Petter Edderkopp, Imse, Vimse, Spindel og den danske Lille Peter Edderkop har heldigvis alle optimismen i behold. De er altid klar til at klatre igen, når solen skinner.
P.S.: Den svenske skole er disciplineret, når man kommer udefra. Alle i 5. a står bag stolen, når læreren siger, at de skal stå på deres plads, men eleverne har også lige haft en hel klokketimes pause, hvor der var skolelunch (fiskepinde, kartofler, salat og remuladesovs!)
