Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Læringsglemsel. Det må man huske
Lene Tanggaard har introduceret begrebet ”læringsglemsel”. Hun siger, at vi ikke altid er klar over, hvornår vi lærer noget vigtigt. Det skinner igennem, når Thorkilds gamle elever ser tilbage på skoletiden, at de ofte ikke var klar over, at det var undervisning, der blev bedrevet. De var i opgaven. De var med i processen. De arbejdede med faget – og så lærte de noget bag om ryggen på sig selv.
Læringsglemsel. Det må man huske
Tak til Thorkild og alle de andre lærere, der aldrig bliver glemt
”At turde være autentisk og turde være i kaos har været en uvurderlig lektie. Den gør mig i stand til netop at være dér, og turde bringe de unge mennesker, jeg omgås, med derhen, så de selv kan lære at navigere sig igennem. Vi kunne mærke, at du kunne lide os, Thorkild, og at du kunne lide at være sammen med os. Du fik os til at tro på, at vi kunne noget. Kunne opnå noget. Sammen. Se det er uvurderligt.”
Det er Henrik, der skriver sådan om sin gamle lærer, som her kan kaldes Thorkild. Thorkild kan bruges som et godt eksempel på en lærer, der med sin relationskompetence (ja, man kunne også skrive menneskelige omsorg, omtanke og stædige insisteren på at arbejde for elevernes bedste) har haft en stor betydning for sine elever. Fagligt, socialt og personligt.
Den norske forfatter Jan Kjærstad skrev om lærerens betydning i”Opdageren”:
“Så har man en vikar i to timer og interesserer sig for 30-årskrigen eller Marguerite Youncours forfatterskab resten af livet. Spørg hvem som helst - det er læreren man husker fra sin skoletid. Intet kommer på højde med en god lærer, der inspirerer. Intet - absolut intet kan erstatte udstrålingen fra et entusiastisk menneske.” Sådan er det.
Her citeres en række mennesker, der i deres skoletid mødte netop et entusiastisk og inspirerende menneske.
Her skriver Sonja: ”Mit liv ændrede sig radikalt, da du fik kommunen til at gribe ind, så jeg kom hjemmefra. Ellers havde jeg aldrig fået min uddannelse og det arbejde, jeg har i dag. Når jeg ser, hvor skidt det er gået mine seks søskende med alle vores forskellige fædre, fordi de ikke fik hjælp, er jeg ikke i tvivl om, at jeg blev mønsterbryder på grund af de gode lærere, jeg har haft. Du var en af dem.”
Hanne skriver: ”Tænker tit på, at du er medårsag til, at jeg i dag sidder som selvstædig og tror på, at alt kan lade sig gøre, hvis bare man kæmper for det. Du gav mig først og fremmest tro på at jeg kunne noget. Du gav mig en masse gode skideballer og ”piskede” mig til hele tiden at yde mere og bedre.
Hold da kæft, hvor jeg var træt af dig indimellem, men det var godt, at du blev ved.
Du var alles lærer - og hver enkelts lærer, både når vi skulle presses fagligt, og når vi havde brug for en, der lyttede.” Og så er der også Kenneth: ”Du forstod at løfte os fagligt og socialt, forstod at skelne mellem personlig professionel og faglig professionel. Du respekterede den enkelte, lyttede og gav ansvar. Oplevelser, som jeg tog med mig, da jeg valgte at blive folkeskolelærer.”
Professor Lene Tanggaard har introduceret begrebet ”læringsglemsel”. Hun siger, at vi ikke altid er klar over, hvornår vi lærer noget vigtigt. Det skinner igennem, når Thorkilds gamle elever ser tilbage på skoletiden, at de ofte ikke var klar over, at det var undervisning, der blev bedrevet. De var i opgaven. De var med i processen. De arbejdede med faget – og så lærte de noget bag om ryggen på sig selv.
Tanggaard skriver sådan om læringsglemsel: ”Når vi gerne vil kontrollere læring, begynder vi at tale om klare mål og stratgier, men hvis nu læring sker bag om ryggen på os og hele tiden, så må vi acceptere, at vi reelt lærer i ’al slags vejr’.”
Det gjorde Thorkilds elever. De ydede en indsats på samme niveau som læreren. De arbejdede af interesse fremfor pligt.
Søren skriver: ”Jeg husker endnu den stil, du skrev om os elever, da du havde sat os til at skrive stilen ”Mig selv om 15 år”. I din stil forestillede du dig hvad hver enkelt af os engang ville arbejde med i fremtiden. Jeg ville blive zoolog, i Rusland vist, og jeg var meget imponeret over at du overhovedet havde gidet skrive en lang og sjov historie om alle os elever. Det var jo vores arbejde at skrive stile. Det er den slags, der gør, at man selv føler lyst til at yde noget, og din stil gjorde sit til, at jeg indså, at muligheden for en højere uddannelse var inden for min rækkevidde. Der var dengang ingen i min familie, som havde gået i gymnasiet.”
I lighed hermed skriver Hans: ”Jeg var en af dem, der fik en uddannelse, og det skyldes i høj grad at jeg var heldig med at have haft en dansk- og klasselærer der forstod at skal man behandle alle ens, så skal man behandle dem forskelligt. På et tidspunkt hvor enhedsskolen var på sit højeste, oplevede vores klasse en differentieret tilgang til os elever. Ikke blot fagligt men også som enkeltindivider med hver vores udfordringer. Vi havde en lærer som formåede at skabe en af det års højeste afgangseksamener i folkeskolen - samtidig med at han formåede at bringe elever på ret køl trods meget store udfordringer på hjemmefronten. På en måde så vi samtidig opfattede os selv og agerede som var vi én klasse. Klasselæreren fik alle elever til at føle at vi betød noget. Og han gik langt længere end lønnen og jobbeskrivelsen lagde op til.”
Susanne skriver om det vigtige ved en autentisk lærer, der turde stå ved sine synspunkter: "Det er mærkeligt: Når jeg skændes med dig her på skolen, bruger jeg fars argumenter. Når jeg skændes med far derhjemme, bruger jeg dine argumenter!”
Der var medbestemmelse i Thorkilds undervisning, men der var aldrig nogen tvivl om, at det var læreren, der pegede retningen ud. Der blev ikke arbejdet målstyret, men der var et formål med al undervisningen: Nemlig at vise eleverne, at verden er stor, at mulighederne er mange, og at man selv må tage sit ansvar og byde ind til fællesskabet.
Lene Tanggaard siger herom i bogen “Læringsglemsel”: ”Hvis der ikke er nogen (en lærer, en vejleder eller et givent stof, et materiale) til at pege ud i landskabet og vise, hvor hovedfærdselsårerne, gemmestederne og genvejene findes, så bliver det svært at orientere sig, og der bruges måske unødig meget krudt på at gå ad veje, der ender blindt.”
Der skal være en lærer, der underviser i fagets kernestof. Der skal være en grundlag at fuske med faget ud fra. Det lykkedes for Thorkild at få sine elever til at “fuske” med alt fra digtsamlinger, tv-indslag, radioindslag (det var før, der var noget, der hed podcast), med aviser og stile og verdenskort.
Ikke alt lykkedes, men eleverne blev mødt med et menneske, der var autentisk og ægte. Det karakteriseres sådan af Mette: ” En konsekvent person, som tør holde fast i sin undervisning, som har en overordnet plan og som kræver noget af sine elever, samtidig med at han kan engagere dem - og ind imellem give plads til eksperimenteren og sjov. En person, som viser oprigtig interesse for hver enkelt elev og kender og støtter deres personlige udvikling og læring.”
Denne skolelærerhistorie kan findes overalt i landet. . Også i dagens folkeskole findes de lærere, der betyder noget. Eller alt, for den enkelte elev. Her er Thorkild brugt som et godt eksempel, men utrolig mange nuværende og tidligere skoleelever ser tilbage på deres lærer med samme glæde som de her citerede. Mange ser det først i tilbageblikket, hvad de lærte
Læringsglemsel. Det er et begreb, man må huske på.
P.S. Der er også ”gamle elever”, der tørt kan konstatere: ”Kære Thorkild. Det må have været forfærdelig at være lærer for en elev som mig. Jeg tager hatten af for den fantastiske tålmodighed du havde.”
P.S. S: Thorkild kaldes læreren her. Det hedder han nemlig. Mange vil også kende ham fra folkeskolen.dk, lærerprofession.dk og en række bøger. Det kunne også omtales, men først og sidst er han (fortsat) lærer i hjertet.
Bodil Christensen
Læreruddannelsen i Aalborg, UCN
Møllegårdsvej 1
Horne
9850 Hirtshals
boc@ucn.dk
