Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Læsning af Astrid Lindgrens bøger blev et dannelsesprojekt for efterkrigstidens Berlinerbørn
I efteråret 1953 er Pippi blevet oversat til tysk, og nu er Astrid Lindgren inviteret til Berlin for at læse højt af Pippi. Invitationen kommer fra Louise Hartung, der i bestræbelserne på at ”af-nazificere” de tyske børn, har oprettet en række (meget søgte) læsekredse for børn. Her læser de Pippi, og de kommer til at læse virkelig mange bøger af Astrid Lindgren.
Læsning af Astrid Lindgrens bøger blev et dannelsesprojekt for efterkrigstidens Berlinerbørn
”Hvor meget koster en almindelig brun hest?”. Sådan kunne Astrid Lindgren spørge, hvis journalister blev for overtolkende og psykologiserende, eller når de ønskede, at hun skulle fortolke sine egne fortællinger. Den slags spørgsmål orkede forfatteren ikke. Hun var et meget privat menneske, der rigtignok havde en stor stemme i offentligheden, men hun orkede på ingen måde al den uro, der fulgte med ”kendtheden”. Pelle siger i ”Vi på Krageøen”: ”Jeg vil gerne være et lille dyr i skoven”. Det samme skriver Astrid Lindgren flere gange i sine breve til den tyske Louise Hartung, som hun brevvekslede med i årene fra 1953 til 1965. De mere end 600 breve, de to kvinder skrev til hinanden, er nu udgivet i et udvalg, der er redigeret af Jens Andersen og Jette Glargaard. Det er en fantastisk brevsamling.
Louise Hartung er to år ældre end Astrid Lindgren, født i 1905, hun dør af kræft i 1965. Hartung har haft et bemærkelsesværdigt liv. Hun var sanger, hun var med i Berlins kunstkredse, men blev ”entartet” i nazitiden, hvorfor hun klarede sig igennem verdenskrigen som fotograf og som sanger ved østfronten. Da den røde armé indtog Berlin, var hun blandt de mange tyske kvinder, der blev voldtaget af de russiske soldater. Efter krigen blev hun ansat på Jugendamt, hvor hun havde til opgave at give de mange forældreløse (og de mange vanrøgtede og forsømte) børn en tro på en demokratisk fremtid.
I efteråret 1953 er Pippi blevet oversat til tysk, og nu er Astrid Lindgren inviteret til Berlin for at læse højt af Pippi. Invitationen kommer fra Louise Hartung, der i bestræbelserne på at ”af-nazificere” de tyske børn, har oprettet en række (meget søgte) læsekredse for børn. Her læser de Pippi, og de kommer til at læse virkelig mange bøger af Astrid Lindgren.
Da Louise Hartung døde i februar 1965 efterlod hun sig en papæske fyldt med breve. På æsken stod der: ”Skal efter min død uåbnet sendes til: Fru Astrid Lindgren, Dalagatan 46, Stockholm, Schweden”.
Nu er æsken åbnet, brevene er læst, de er læst sammen med de breve, Astrid Lindgren modtog fra Louise Hartung, og Jens Andersen og Jette Glargaard har udvalgt og redigeret på bedste vis. Astrid skriver på svensk (Louise Hartung havde lært sig svensk for at kunne læse Strindberg på originalsproget), og Louise Hartung skriver på tysk, et sprog Astrid Lindgren behersker på glimrende vis.
De to kvinder skriver om livet, døden og kærligheden. Og de skriver om blomster, bøger og det delte Berlin. De skriver om arbejdet, om helbred og om glæden ved at være alene. De skriver fremragende breve, de er underfundige, poetiske, humoristiske og skarpe.
Astrid Lindgren skriver om sine projekter, om filmatiseringen af ”Vi på Krageøen”, og hun skriver om mangfoldigheden af arbejdsopgaver, der altid ligger og venter på hende: ”Jeg har skrevet mit lille skravl af en bog ”Lotte fra Spektakelmagergade” færdig og har desuden diverse andre små skriverier, jeg skal have overstået. Men derudover har jeg tænkt at holde sabbatsommer.”
Litteraturen betyder noget. Den betyder særligt noget for børnene i Berlin. De mange forsømte og forældreløse børn har få rollemodeller i forhold til demokratisk dannelse. Nazitiden har ødelagt al infrastruktur, men den har også ødelagt forældrenes tradition for at lege med deres børn. Det er den slags opgaver ”Jugendamt” og Louise Hartung tager på sig.
”Du skulle have undt dig nogen dage, hvor du ikke skulle forvandle livet til blæk.” Det gode råd giver Louise Hartung til Astrid, efter at have modtaget et brev, hvor Astrid klager over de mange arbejdsopgaver, der altid venter.
Astrid Lindgren forvandlede alt (næsten alt) i sit liv til blæk. Hun skrev om Pippilotta Viktualia Rullegardenia Krusemynte Efraimsdatter Langtstrømpe, hun skrev om Lisa og de andre børn i Bulderby, om Emil og Ida, om den unge Kati i Italien, Paris og Amerika, om familien Melkerson, der holdt ferie på Krageøen, og hun skrev om Ronja Røverdatter og Brødrene Løvehjerte. Og så var der også Karlsson på taget, Peter og Petra, Grynet og Lotte og Jonas og jeg.
P.S.: En almindelig brun hest koster vel 20.000 kroner. Køber man den sort fås den nok noget billigere. I hvert fald i Nordjylland. Hvis man kan klare sig med en brun Bo Bojesen-modelhest i træ, så kan man få den brugt for 300 kroner.
P.S: ”Astrid Lindgren og Louise Hartung: ”Jeg har også levet”, en brevveksling redigeret og udvalgt af Jens Andersen og Jette Glargaard, Gyldendal 2018
