Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Liam og Louise på Limfjordsbroen
Det giver en særlig motivation til læsningen af ”Dig og mig ved daggry”, når man hver dag cykler over Limfjordsbroen. Det er også en ”vækkelse” for læseren, når Fårup Sommerland og rutsjebanen Falken pludselig optræder i Liam og Louises flugt.
Liam og Louise på Limfjordsbroen
”Da de hiver os op af Limfjorden, hænger vi stadig sammen. Jeg ved ikke, hvor lang tid vi har ligget i vandet, det er ikke til at sige, man mister ligesom tidsfornemmelsen. En uge. Måske to. Jeg ved det ikke. Retsmedicineren har også svært ved at sige det præcist. Han vil gerne have tilladelse til at fjerne håndjernene, det bliver han ved med at snakke om, det er skide besværligt at håndtere to lig, der hænger sammen på den måde, især når vi er så opsvulmede. Men det må man ikke.” Det er Glenn Ringtved og Sanne Munk Jensens ”Dig og mig ved daggry”, der indledes på denne måde. Det er Sanne Munk Jensen fra Skagen, og det er Glenn Ringtved fra Hjørring, der er forfatterparret bag romanen, der også fik kulturministeriets børnebogspris i 2014.
TeaterNordkraft i Aalborg har sat stykket op. Det havde premiere i maj, hvor jeg så det sammen med hundrede unge tilskuere, og nu er det har det haft repremiere på TeaterNordkraft, og jeg har igen set det. Der er udsolgt til alle forestillinger. Gymnasieelever, lærerstuderende og folkeskolens ældste elever sidder på stolerækkerne og følger Louise og Liams nedtur og vej til selvmordet. Liam med irsk baggrund og Vestby-tilhørsforhold og Louise fra Hasseris mødes, sød musik opstår, - men det afløses hurtigt af lyden af boltsakse og baseballbats, der smadrer skyldnere og minder hele underverdenen om, at der er nogen, der styrer og andre, der bliver styret.
Anne Marie Mai, Dan Ringgaard og Dorte Eggersen skriver alle om den stedbaserede læsning som en måde at læse litteratur på (til tider). Det giver en særlig motivation til læsningen af ”Dig og mig ved daggry”, når man hver dag cykler over Limfjordsbroen. Det er også en ”vækkelse” for læseren, når Fårup Sommerland og rutsjebanen Falken pludselig optræder i Liam og Louises flugt. Og når Louise er fra Hasseris og Liam fra Vestbyen, så er der mange konnotationer med de to steder, der lynhurtigt afkodes af den lokalkendte læser.
Man kan som læser gå ud på Limfjordsbroen og selv se (men ikke mærke) afstanden til vandoverfladen. Alle nordjyder kender Jomfru Ane Gade som festplads.
Stedbaseret læsning er i forskernes teori hovedsagelig møntet på kanonlitteratur, men det giver også en ekstra dimension til læsning af nutidige tekster. Det giver også mulighed for at læseren erkender, at virkelighed og litteratur er to veje til at forholde sig til de store spørgsmål i livet: Hvad er meningen? Det spørgsmål stiller Liam sig også i ”Dig og mig ved daggry”.
Louise siger på et tidspunkt: ”Gå mine egne veje. Carpe diem. Ligesom ham. Og det lød så rigtigt, da han sagde det, og måske var det også det, jeg troede, vi gjorde, carpede diem altså, men som jeg sad der sammen med Cille og med den varme kop mellem hænderne … ja, så vidste jeg sgu ikke rigtig.”
De rodløse og usikre unge kan genkende sig selv i bogen. Og de voksne ligeså. Louises mor Ulla siger på et tidspunkt: ”At det er så tilfældigt. Vi tog bare en forkert beslutning dengang, mig og hende. Vi skulle have valgt noget andet. Eller hvis jeg havde ringet tilbage til hende, der hvor hun prøvede at få fat på mig, hvor jeg bare var så pisse pigesur …“ Alting flyder sammen for hendes blik. „Det kunne du jo ikke vide,“ siger far og overvejer, om han skal lægge en arm omkring hende. Han lader være. „Hvordan det ville ende, altså.“ Hun tørrer sig under øjnene. Forsigtigt for ikke at gnide mascaraen ud. „Det giver bare ingen mening,“ snøfter hun.”
TeaterNordkraft giver en anden indgang til romanen. De fortolker det hårde liv og det hårde miljø i en helt suveræn scenografi, hvor tomme kasser fyldt med gammelt tøj og hynder på troværdig vis illuderer alle de impliceredes tilholdssteder. Og skuespillerne spiller mange forskellige roller, hvor de på et splitsekund går fra at være Liams irske far til at være handelsskolelærer Gorm, der er far til Louise.
Som tilskuer og læser ved man, at der er mange tilfældigheder i livet. Heldigvis fører alle valg ikke til så drastiske beslutninger som Liam og Louises, men man bliver mindet om, at livet altid er en udfordring: ”Vi tog bare en forkert beslutning dengang, mig og hende.”
Bodil Christensen
Møllegårdsvej 1 Horne
9850 Hirtshals
Læreruddannelsen Aalborg, UCN
boc@ucn.dk
