Læs mere fra bloggen: Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Søren Jessen skriver og tegner om alle svære traumer
Offentliggjort
Sidst opdateret
”Jeg ville være astronom. Da jeg så i gymnasiet fandt ud af, at jeg slet ikke var klog nok til at blive det, så måtte jeg jo have en plan B. Så blev jeg illustrator og tegner og nu forfatter.”
Sådan lyder den helt korte uddannelsesplan for Søren Jessen, når han selv fortæller om det. Der var ingen forfatterskole, der var ingen designeruddannelse, der var i stedet flere års arbejde på en vinduesfabrik, mens der blev tegnet striber til den lokale ugeavis.
Søren Jessen har senest udgivet ”Alting ender altid”, en graphic novel, hvor der er droner, et barn i en kælder, og hvor der er krig over det meste. Det er en smuk, smuk bog, der fortæller en grum historie. Hans bibliografi er lang og fyldig, der er titler som ”Liv på spil”, ”Hoppebolden”, ” Den hule pige”, ”Vildnisset” og ”Ulvekongen”.
Det er ikke de muntre titler, der fylder på børnebogsforfatteren og illustratoren Søren Jessens bibliografi.
Han er værd at læse – og se. Her er tre af de helt gode bøger fra hans værksted: ”Alting ender altid”, ”Fiskepigen” og ”Hoppebolden”. De handler alle tre om verdens store problemer, men tematikken er beskrevet og oplevet fra et barns synsvinkel.
I 2020 kom ”Fiskepigen”, hvor der på første side, midt i et bølgende hav, bølger sig følgende sætning (dels op i bølgetoppe): ”Vi hygger os rigtigt. Frede og jeg. Vi har kiks, saftevand og småkager, som mor har bagt.” Og det fortsætter på næste side: ”Vi sidder under spisebordet. Stolene er skubbet lidt ud, så vi har bedre plads. Frede er blevet meget glad for at sidde her. Det er lidt som en hule. Man føler sig beskyttet.” Vandet omkring dem stiger, forældrene er ikke hjemme, de tog på arbejde for længe siden, strømmen er gået, - og vandet stiger endnu mere. Nu er storesøster den ansvarlige: ”Kan man lave pandekager uden æg? Aner det ikke. Bare min mobil havde strøm, så kunne jeg hurtigt slå det op. Jeg rører mælk, sukker, salt, vaniljesukker og mel sammen. Det ligner pandekagedej. Måske kan det lade sig gøre.” Vandet stiger fortsat, bølger slå nu mod huset, strømmen er gået og generatoren virker ikke. Men heldigvis så finder pigen et lamineret stykke papir, hvorpå der står: ”Generator.” Og så handler hun.
Det helt fantastiske i Søren Jessens graphic novel er, at billederne fortæller lige så meget som ordene i denne katastrofe-klima-roman. På de sidste to opslag ser man helikopteren, der flyver søgende hen over øen. Og ja, til allersidst (spoiler, men det er heldigvis sådan at man ikke må tage livsmodet fra børn) ser man lyset på øen ude fra helikopterperspektivet. Søren Jessen fiskepige er en handlekraftig pige, der klarer sig og lillebroderens liv med stort mod, men de klarer sig også, fordi der er en helikopter, der søger efter liv.
I 2022 kom ”Hoppebolden”, hvor han fortæller fra en flygtningelejr. Pigen sidder inde i lejren og undres: ”Jeg tror ikke børnene gør det med vilje. Eller – jo, selvfølgelig samler de selv stenene op, svinger armen og kyler dem mod os. Der er ikke nogen, der gør det for dem. Jeg mener bare … de gør det, som de får at vide, de skal gøre.” Pigen får kontakt til en dreng uden for hegnet, de kan ikke tale sammen, med de forstår hinanden. Også her er det illustrationerne, der går sammen med teksten og fortæller om flygtningeliv set fra et barneperspektiv. Ordene går ind i tegningerne, det hele hænger sammen og slutningen er klart, at alting bliver bedre, hvis man ikke kaster med sten, men i stedet plukker blomster.
Den nyeste i Søren Jessens forfatterskab er ”Alting ender altid”, hvor fortælleren skjuler sig i en kælder under en bombehærget by sammen med sin far. Om natten sniger de sig op over jorden for at lede efter mad, men meget af tiden går med at tænke på alt det, der ikke findes mere: Moderen, bedsteforældrene, det almindelige liv, mad og tryghed.
Sammenhængen mellem billeder og tekst gør det muligt, at børn og unge kan læse så om så tunge problemer. Krige, katastrofer og klimaudfordringerne fylder også i børns liv. Her er tre bøger, der kan give anledning til, at man i skolen (og hjemme) kan tale om krig, katastrofer og klimaudfordringer på en måde, hvor det er set fra et barneperspektiv.
Søren Jessen farver ikke med lyserød palet, men han følger Knud Ejler Løgstrups gode råd om at hylde håbet, for: ”Kun en nidding tager livsmodet fra et barn”, som Løgstrup skrev i en kronik i 1977.
Der er livsmod, levende børn og håb i hans forfærdelige fortællinger.
