Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Sortesøen og andre sagn i smukt sprog
Det er fremragende med den slags fortællinger, der overrasker. Som læser forventer (og ønsker) man at de skyldige rammes af en velfortjent hævn. Man venter, at det går de modige og arbejdsomme hovedpersoner godt i livet, men det sker ikke. De bliver myrdet, de brænder inde, og de taber kampen mod tilværelsens tilfældige skalten og valten med liv. Det er fortællinger, der må tales om. Man kan diskutere, hvad der retteligen burde være sket? Man kan diskutere, hvad hovedpersonerne kunne have gjort, hvordan ville forskellige samfund reagere og er der forskel på velfærdsdanskernes liv og disse fortællingers liv?
Sortesøen og andre sagn i smukt sprog
”Klippen over Sortesø ligger så højt, at ingen overlever faldet. Det er her, de gamle og syge kommer for at dø. Med deres allersidste kræfter kæmper de sig op ad en bugtet sti forbi bøjede, vindblæste træer og mosgroede sten. Stien er trampet til år efter år. For i det område af skoven har man, lige så længe nogen kan huske, søgt den evige hvile i faldet.” Når man hopper ud fra klippen ender man i Sortesø. Sortesø er også navnet på denne samling af mørke og sorte tekster fra Morten Dürr. De seneste udgivelser fra Morten Dürr har været koboltblå og smukke – men noget så sorte i indholdet.
Det er ”Zenobia” om en pige, der som en lille bådflygtning drukner på vejen over Middelhavet, og det er ”Ivalu”, der fortæller om Pipaluk og Ivalu. Ivalu har valgt selvmordet for at slippe ud af faderens overgreb, og nu er det Pipaluk, der står næst i rækken. De to bøger har en smuk, smuk koboltblå baggrundsfarve som gennemgående tema, mens de fortæller sort og sørgeligt og billedsmukt om et hårdt barneliv.
Her er ”Sortesøen” helt anderledes dæmpet i illustrationerne. Før hver af de tolv sagn og fortællinger er der sort-gråtonet blad. Der er blade fra bøg, lind, eg, kastanje og andre træer, og alle bladene er visne, forfaldne og på vej mod forgængeligheden. Sådan er alle fortællingerne her i ”Sortesøen” også fortællinger og sagn, der minder om livets forgængelighed og tilværelsens vilkårlighed.
”Sortesøen” – fortællingen indledes med beskrivelsen af den klippe, hvorfra man kan ”tage faldet”. Der står også: ”Faldet skal tages frivilligt, det ved enhver. Det er gammel lov. Men den sommer havde der været tørke.” Så ved man, at nu kommer krisen, og det gør den også. Der er ikke mad nok, den gamle enke, der ikke selv kan arbejde hårdt nok bliver opsøgt at tre unge mænd, der kun tænker på sig selv: ”Hvorfor skulle hun have lov til at æde, når hun ikke engang fik lært deres sprog efter alle de år? Hvorfor var hun har egentlig! Sådan hidsede de hinanden op. De vidste, at skønt de ikke forstod hende, forstod hun dem udmærket: Nu holder du kæft. Du tager faldet. Her er ikke mad til dig!”
Og så må hun gå langsomt og haltende op mod klippens top. Hun følges på vej af de tre ungersvende, men undervejs møder de landsbyens ældste, der prøver at standse dem, Han siger: ”Det her er ikke loven.” ”Du kan gå samme vej, snerrede en af de unge mænd.”
Så går de mod klippens top. De skubber den gamle kvinde ud over kanten, så hun rammer vandspejlet, og alt bliver sort. Og så tænker man: Nu må de tre ungersvende blive mødt af en hævnens engel, der kaster dem ud over klippen eller smadrer deres liv på anden måde, men nej: ”I landsbyen talte man aldrig siden hen om hungervinteren. Året efter var høsten god. Det var den også året efter igen. Og de næste år. ……. Det eneste, der er tilbage fra den gamle kones fald er lyden af hendes haltende gang. Den går igen i stille aftner, når man mindst venter det: ”Det var en sagte, ujævn rytme, som på en gang lød både uendelig fjern og helt nær.
Klipklop … klipklop…. Klipklop……” Sådan. Sortesøen ligger der fortsat. Og sagnet om den gamle kvinde kan fortælles igen og igen. Den gamle lov lød: ”Faldet skal tages frivilligt, det ved enhver. Sådan er loven”, men alle fortællingerne handler om gamle love og aftaler, der bliver brudt. Og hævnen udebliver. Det gælder i ”Svedjerug”, hvor Aki og Matti som omrejsende jordløse hjælper den lille familie Oskarssson til gode marker med svedjerug, der giver 60 fold i udbytte. Her myrdes Aki og Matti af kongens mænd, Oskarsson-familien brænder inde, og der er intet tilbage andet end det nu helt tomme løfte om ”en gylden høst”.
”Kvindeøen”, ”Hjortekilden”, ”Grotten”, ”Arnes sten” og ”Den døde by” er andre titler, der alle har mistrøstige fortællinger om liv, der går tabt, blot fordi der altid er mennesker, der ikke følger den gamle lov.
Det er fremragende med den slags fortællinger, der overrasker. Som læser forventer (og ønsker) man at de skyldige rammes af en velfortjent hævn. Man venter, at det går de modige og arbejdsomme hovedpersoner godt i livet, men det sker ikke. De bliver myrdet, de brænder inde, og de taber kampen mod tilværelsens tilfældige skalten og valten med liv.
Det er fortællinger, der må tales om. Man kan diskutere, hvad der retteligen burde være sket? Man kan diskutere, hvad hovedpersonerne kunne have gjort, hvordan ville forskellige samfund reagere og er der forskel på velfærdsdanskernes liv og disse fortællingers liv?
Det er fortællinger, der lægger op til samtale om etik og moral. Men det er også fortællinger, der kan læses højt fordi sproget er så skarpt og smukt, - og så vil de etiske problemstillinger følge tilhøreren på vejen fremover.
”12 ikke-eventyr”, står der på bagsiden. Det er helt korrekt. Dette er ikke eventyr. Det er sorte sagn til samtale.
P.S. Morten Dür ”Sortesøen” er udgivet i år på forfatterens eget forlag ”Plot”.
