Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Unge Astrid var ung i meget få år
Sorgen og melankolien har ligget bag Astrid Lindgrens eget liv og bag hendes mange, mange livsglade hovedpersoner fra fiktionens verden. Der er masser af ensomme Lindgren-fiktions-børn, der må klare sig i verden så godt, som de nu kan
Unge Astrid var ung i meget få år
”Aldrig har jeg mødt et menneske med en så umiddelbar, intuitiv forståelse og et så varmt, deltagende hjerte, som samtidig havde evnen til at iagttage og reflektere.” Sådan skriver Louise Hartung i brevvekslingen ”Jeg har også levet”, hvor man kan læse brevene (620 styks) mellem svenske Astrid Lindgren og tyske Louise Hartung. Astrid Lindgren forstod, hvordan det var at være et lille barn, hvordan det var at være alene og ensom som ung, og hun skriver om det, så også læseren forstår de ind i mellem hårde skæbner, der har ramt hendes hovedpersoner.
Sorgen og melankolien har ligget bag Astrid Lindgrens eget liv og bag hendes mange, mange livsglade hovedpersoner fra fiktionens verden. Der er masser af ensomme Lindgren-fiktions-børn, der må klare sig i verden så godt, som de nu kan. Rasmus i ””Rasmus på farten” møder heldigvis en drikfældig, men rar landstryger, da han ensom er på vej ud i verden, de to brødrene Løvehjerte er ikoniske forkæmpere for det gode menneske, men de står alene i verden, da de drager til Nangijala, Mio (min Mio) sidder alene og forladt i Kongens Have, Pippi er (næsten) forældreløs, og det er vel blot børnene i Bulderby, der lever i gode ærkesvenske kernefamilier. Astrid Lindgren er altid på børnenes side i sine historier. Alt bliver set fra et barneperspektiv, og Mio, Jonathan, Tvebak, Rasmus og Pippi klarer sig, fordi de er rådsnare, viljestærke, kan handle modigt og medfølende, og fordi de trøstigt går ud i verden.
Da Astrid Lindgren debuterede som forfatter, havde hun gjort sig en skelsættende erfaring med børns savn.
Som blot 18-årig i 1926, blev Astrid Lindgren gravid med sin meget ældre chef på Vimmerbys lokalavis. Efter mange genvordigheder og et stenografikursus i Stockholm, tog hun til København for at føde den lille Lasse. Når man som svensk kvinde fødte sit barn i København, så kunne man undgå at oplyse barnefaderens navn. Den unge Astrids tvivl, kamp og mange bekymringer ser man i filmen om ”Unge Astrid”. Faderen og moderen hjemme i Vimmerby lod hende klare sig selv. Redaktør Blomberg, barnefaderen, betalte for ophold, men det var så også den hjælp hun fik. Helt alene tog hun til København, hvor hun efter fødslen var nødt til at efterlade den lille Lasse hos en dansk plejemor.
Så ofte som muligt tog Astrid fra Stockholms kontorarbejde med tog til København. Hendes pas bliver i filmen stemplet igen og igen, og man ser den helt unge Astrid sove sig gennem de svenske jernbaners nattog, mens hun længes tilbage eller hen til lille Lasse.
Det er hjerteskærende, da plejemoderen (i filmen en fremragende Trine Dyrholm), bliver syg, Astrid må hente Lasse, der kommer med hjem til kontorassistentens hverdag som enlig mor i Stockholm. Lasse taler kun dansk, han længes efter den danske ”mor”, han græder og får kighoste. Han føler, at han er en lille dreng, der er helt alene i verden. Astrid ser hans savn, og hun gør sit bedste, men også hun er alene. Heldigvis kommer hendes forældre omsider ind i billedet igen, og Lasse bliver præsenteret i Vimmerby Kirke på armen af Astrids mor.
Pernille Fischer Christensen, der er instruktør på ”Unge Astrid” siger i et interview i Politiken om filmen: ”Sagen er den, at kvinders historie har været skrevet med hvidt blæk på hvidt papir. Kvinders seksualitet har været forbundet med stor skam. Tjenestepiger følte sig nødt til at slå deres børn ihjel, fordi børnene var født uden for ægteskab. Ingen tjenestepige, der har slået sit barn ihjel, og ingen kvinde, der forlod sit barn, ville fortælle om det på grund af skamfølelsen. Skal vi så, 95 år efter at Astrid Lindgren fødte en dreng i København, holde fast i den skam? Eller skal vi sige: Vi finder os ikke i den skam, der har været pålagt dig, og vi vil fortælle, hvordan kvinders liv har været.”
Astrid Lindgren klarede sig som ugift mor, hun giftede sig med Sture Lindgren (i filmen siger hun til ham: ”Du er et meget fint menneske”, - og det var han – indtil han drak for meget for ofte). Astrid bliver børnebogsforfatter, hun bliver forlagsredaktør, hun får alle priser i Sverige, Norden og Europa; men hun slipper aldrig af med melankolien, med smerten over at have forladt sin dreng, og hun glemmer aldrig, hvordan børns verden ser ud set fra et barneperspektiv.
I ”Unge Astrid” ser man også, hvorfra den ældre Astrids engagement i kvindernes stilling, i samfundsproblemerne og i børns rettigheder stammer.
I en anden brevveksling (dengang skrev man virkelig mange breve) skriver den unge pige Sara Schwardt således til Astrid Lindgren: ”PS På sidste side i ”Pippi i Sydhavet” kigger Tommy og Annika ind på Pippi som sidder alene om aftenen foran sit tændte lys. Du, Astrid, som skrev for alle som har et barn inden i sig: jeg er det barn som for en stund fik lov at komme ind og sidde sammen med dig foran det tændte lys. Det sker stadig at jeg sætter mig der. Sara.”
Filmen om Astrid Lindgren hedder ”Unge Astrid” på dansk. På engelsk hedder den ”Becoming Astrid”. Det fortæller klarere, hvordan den ugifte unge mors oplevelser gav forfatteren Astrid Lindgren en baggrund for forfatterskabet.
Astrid Ericsson var ung i meget få år, men hun blev forfatteren Astrid Lindgren, og det er alle børnebogslæsere glade for.
Bodil Christensen
Læreruddannelsen, Aalborg
