Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Billednoveller - nogle tekster er bare bedre med billeder
Sarah Engell og Rasmus Bregnhøj står bag: "Det vi har mistet" Det er en billednovelle, der er skrevet til unge. ”Stærke temaer, udfordrende fortællinger og dynamik mellem tekst og billeder” – sådan står der på bagsiden. Det er helt rigtigt. Det er en stærk novelle, der er endnu bedre her, hvor billederne fortæller med. Carlsen og Gyldendal (og flere andre forlag) udgiver gode bøger i genren billednoveller eller billedromaner. Det er godt.
”Jeg slipper din hånd og støtter mig til rælingen for at komme op at stå.
Jeg henter, siger jeg, og min stemme er blevet endnu mere tør og fremmed.
Varmen får alt til at flimre, og horisonten er udflydende glasblåt, der aldrig kommer nærmere.”
De er to søskende ombord på en miserabel båd, hvor motoren er sat ud af drift. Der var havvand i de dunke, hvor der burde være benzin. Nu er de fanget her ude på havet, uden proviant og med alt for lidt vand.
Over dem er der en brændende sol, under dem er der vand og mørke. Der er mange ombord, men efterhånden bliver der færre, når de døde bliver løftet over skibssiden for så at synke til bunds i det store mørke hav. Et hav, der er tegnet grønsort af Rasmus Bregnhøj, tegneren der også gav flygtningedrengen i ”I love you denmark” sit mørke liv.
Midt ude i havet flyder de hvide døde kroppe rundt i Bregnhøjs blåsorte hav. Mens drengen drømmer om en dag, hvor de kan sidde under i skyggen af et træ og spise saftige frugter.
Bregnhøj får de døde kroppe til at ligne onde drømme, mens de tilbageværende i båden ser med håbløse øjne ud på de store bølger.
Det er som i ”Zenobia” af Morten Dürr og Lars Horneman, hvor Zenobia ikke overlever. Det er som i virkeligheden: Det går ikke altid godt.
Netop derfor er det en stor glæde at denne novelle af Sarah Engell her har fået følgeskab af Rasmus Bregnhøjs billeder. Det giver læseren tid til at læse den hårde fortælling, mens man får Bregnhøjs fortolkning af teksten i mørkt hav og de døde kroppe, der er kastet overbord. Billederne er mørke, - blåsorte og grønsorte – men første og sidste opslag er i skinger citrongult. Ikke en mild og venlig gul, den er skærende skarp i farven, men den giver plads til liv. ”Det vi har mistet” er en fortælling om søskende, der holder hinanden oppe. Som hovedpersonen siger om de andre flygtninge: ”De forstår ingenting. De forstår ikke, hvad det vil sige at elske et andet menneske højere end sig selv.” Derfor holder hovedpersonen fat i livet, han holder fat i lillebror, - også da han reelt har mistet ham. Derfor er titlen ”Det vi har mistet” den helt rette.
Det er en billednovelle, der er skrevet til unge. ”Stærke temaer, udfordrende fortællinger og dynamik mellem tekst og billeder” – sådan står der på bagsiden. Det er helt rigtigt. Det er en stærk novelle, der er endnu bedre her, hvor billederne fortæller med.
P.S. Novellen udkom (uden billeder) første gang i samlingen ”Lige nu”, der udkom i forbindelse med Hay-festivalen i 2017.
