Litteratur, lærdom og læreruddannelse

Blog

Ikke helt så spændende som en gyserfilm, men…

Andreas, der er hovedpersonen i Svend Brinkmanns bog ”Hvad er et menneske?”, skriver sine tanker ned, da han er på en interrail-dannelsesrejse for at besøge den europæiske idehistories ”store” byer og lokaliteter: ”Det var ikke spændende på samme måde som en gyserfilm, men læsningen gav ham en følelse af fortrolighed med verden, han ikke havde kendt før.” Han havde lyst til at læse videre, vide mere, undersøge verden.” Som læser af bogen har man også lyst til at vide mere og læse mere.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ikke helt så spændende som en gyserfilm, men…

Andreas, der er hovedpersonen i Svend Brinkmanns bog ”Hvad er et menneske?”, skriver sine tanker ned, da han er på en interrail-dannelsesrejse for at besøge den europæiske idehistories ”store” byer og lokaliteter: ”Det var ikke spændende på samme måde som en gyserfilm, men læsningen gav ham en følelse af fortrolighed med verden, han ikke havde kendt før.” Han havde lyst til at læse videre, vide mere, undersøge verden.” Som læser af bogen har man også lyst  til at vide mere og læse mere.

Som dansklærer for efterskolens 10.klasse valgte jeg ”Sofies Verden” af Jostein Garder som et hovedværk. Det var tilbage i 1996, hvor bogen om filosofiens historie sat ind i en fiktiv ramme, netop var udkommet.

Litteratur, lærdom og læreruddannelse

Bodil Christensen. Lektor på Læreruddannelsen i Aalborg, Professionshøjskolen UCN. Master i Børnelitteratur. Efterskolelærer gennem mange år. Litteraturlæser og underviser i dansk

”Sofies Verden” er et langt kulturelt dannelsesprojekt er fortalt i en fiktiv ramme, der er tilsat et stænk krimi, lidt familiekonflikt, lidt selviscenesættelse og en god del viden. Mest af alt er det en bog for de, der ved, at når man læser bøger, bliver man ”klog på en smuk måde”. Efterskoleeleverne læste, og de fleste blev grebet af vidensdelen, filosofien – eller den elementært spændende fiktive ramme. Måske forstod alle ikke alt (det gjorde de helt sikkert ikke, det gjorde dansklæreren nok heller ikke), men romanen gav en forståelse af sammenhængen i den europæiske idehistorie. Bogen har nu stået på min hylde i mere end 25 år, og nu kan den stå ved siden af Svend Brinkmanns ”Hvad er et menneske?”, hvor genreblandingen mellem fiktion og fagbog igen giver liv til filosofien.

Man skal ikke underkende unge og yngre (og ældre) læseres ønske om at vide mere om verden. Og man skal ikke underkende ønsket om at blive talt til som et voksent og fornuftigt menneske, der kan tænke og reflektere og filosofere over denne verden. Det er derfor, Brinkmanns bog er så helt igennem spændende at læse: Han taler ikke ned til læseren.

Andreas, den unge gymnasieelev, der rejser på interrail styret af sin døende farmor, der ligger på et hospice hjemme i Danmark, er en følsom dreng, der aldrig har kastet sig ud i vilde projekter af angst for… ja, af angst for det meste, men også af angsten for at tabe såvel ansigt som styring over sit liv.

Nu går turen gennem Europa idehistorie: Lige fra hulemalerierne i Lascaux, over Rom, Firenze, Prag, Berlin og tilbage til København. Alt er styret af skypesamtalerne med farmor Anna og manuskriptet ”Hvad er et menneske?”, som Andreas medbringer på togturen.

Andreas lærer meget om sig selv undervejs. Men først og fremmest får han en vished om, at han hører til i verden; og at verden er en del af ham. Nogle af de grundtanker, han filosoferer over, kan kort citeres her:

1. ”Jeg er i verden, og verden er i mig. Vi er selv med til at skabe den verden, der på samme tid skaber os. Ligesom regnormene. Bare på en mere indviklet måde.”

2. ”Det handler ikke om enkeltpersoner, selv om der nævnes en masse filosoffer og andre tænkere, men om alt det, vi har til fælles, fordi vi er mennesker.”

3. ”Skylden er dermed et eksempel på at følelserne har som væsentlig funktion at fungere som en moralsk radar, og mangler man den, kan det være særdeles vanskeligt overhovedet at handle moralsk.”

4. ”Drømmen om det posthumane er en drøm om et evigt lidelsesfrit liv, men spørgsmålet er, om det er mere et mareridt end et ønskescenarie.”

Svend Brinkmann har seks forskellige vinkler på mennesker, som han har struktureret dannelsesrejsen efter: Det biologiske menneske: Homo Sapiens, det fornuftige menneske: Homo Rationalis, det følsomme menneske: Homo Sentimentalis, det sociale menneske: Homo Socius, fremtidens menneske: Homo Futuris og det troende menneske: Homo Religiosus.

Manuskriptet, som Andreas har med på interrail, er delt ind i disse seks afsnit. Det er bogen ”Hvad er et menneske?” også, men den er i flere lag. Kernen er det idehistoriske manuskript, der så er pakket ind i Andreas-interrail-turen-fiktionen. Det yderste lag er Svend Brinkmanns forord, hvor han gør rede for sin intention med formidling af filosofi og idehistorie i en fiktiv ramme. Brinkmann har også eksplicit ordet i bogens epilog, hvor han samler op og søger at give sine grundtanker på bogens indhold. Det er kort sagt:

”Hvis jeg kan tilgives at slutte med en opfordring, så er det, at vi bør blive mindre selvoptagede og mere menneskeoptagede.”

Efter hvert kapitel er der notehenvisninger, som var det en fagbog (og det er det jo (blandt andet) også). Samtidig får vi også fulgt Andreas’ første møde med døden, da han (på skype og i planlægningen) har sin døende farmor med på turen, vi følger også Andreas’ første møde med forelskelsen. Sally er et godt menneske at møde for en ung dansk dreng på dannelsesrejse.

Det er således en dannelsesrejse, hvor teori og praksis hænger sammen. Når Andreas læser om Homo Sapiens, Homo Rationalis, Homo Sentimentalis, Homo Socius, Homo Futuris og Homo Religiosus så møder han også deres problemstillinger i virkeligheden – i kunsten, i livet eller i litteraturen.

Svaret på ”Hvad er et menneske?” får man ikke givet. Ærgerligt nok. Men svaret er måske den indsigt, der rammer Andreas først i bogen: ”Læsningen gav ham en følelse af fortrolighed med verden, han ikke havde kendt før. Han havde lyst til at læse videre, vide mere, undersøge verden.”

Det rækker.

P.S. To gode bøger: ”Jostein Garder: ”Sofies Verden”, Høst og søn, 1995 og Svend Brinkmann: Hvad er et menneske, en filosofisk dannelsesrejse”,

Powered by Labrador CMS