Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Syv år for Lea
Det var svært at være ung og stræbsom og studerende i 1930’erne, hvor romanen finder sted. Helt som det er i 2020. Det kan være en øjenåbner for mange (unge og ældre) at presset altid har været der, - fra samfundet, fra familien og fra den enkelte. Moralen er, at man ikke skal arbejde ”syv år for Lea”, man skal kunne se en mening med livet, læsningen, studiet og samfundet. Moralen kunne være hentet hos Grundtvig: Vi lærer ikke for skolen, men for livet.
Syv år for Lea
Sonja Hauberg blev født i 1918 og døde af tyfus i 1947. Hun var en af de Unge Kunstnere i kredsen om Tove Ditlevsen, Ester Nagel, Halfdan Rasmussen, Morten Nielsen og mange andre. De voksede op som forfattere i skyggen af Anden Verdenskrig, og de skrev i en tid, hvor der var helt andre materielle vilkår, end vi ser det i dag. Til tider kan det være interessant at (gen)læse romaner fra den tid. Hvordan var livet mon dengang? Det kan forfatternes værker ofte give et billede af.
På (en ret fyldt) boghylde har jeg en række af disse ”midt i 1900-tallet”-Gyldendals-Tranebøger. Det er Knud Sønderbys: ”To mennesker mødes” fra 1932, H. C. Branners ”Legetøj” fra 1936, Tove Ditlevsens ”Vi har kun hinanden” fra 1954. Og så stod Sonja Haubergs ”Syv år for Lea” også på hylden.
Det var en bog, der vakte megen diskussion, da den udkom. Den blev omtalt på linje med Scherfigs ”Det forsømte forår”, netop fordi den satte ”den sorte skoles” undervisnings indhold og form til debat. I dag læses den vel kun af litteraturstuderende, - og særligt entusiastiske (kvindelige) læsere over 50. Den har stået længe på hylden, siden jeg købte den i 1978 (30,50 kr. kan jeg se), og det var spændende (bibliotekerne er jo lukkede) at se, om den fortsat kan læses i 2020. Den kan læses, men der er også mange benspænd i form af sprogtonen, der er helt 1940’er-agtig. Miljøbeskrivelserne og persontegningerne vil helt sikkert også forekomme mange yngre læsere som lidt omstændelige og meget støvet-sendrægtige, men måske er det netop nu, man har tid til at være i et helt andet univers, så man også som unge gymnasieelev i 2020 kan se, at præstationskulturen altså ikke er noget, der er opfundet i deres levetid.
Ruth er hovedpersonen, en ung pige hvis barndom ude på landet beskrives i første del. Hun vokser op i forståelse med sin egen verden, hun har to brødre, far og mor og der er ingen familieintriger, bortset fra at faderen går fallit, så de må tage ind til byen, ny skole, nye venner og et helt andet miljø. Ruth samler på de helt særlige oplevelser, hvor hun kan ”være et” med naturen, og hun er et barn (og en ung pige) der har megen sans for æstetiske oplevelser. Beklageligvis kommer hun i gymnasiet på matematisk linje, og her ligger hendes interesseområde på ingen måde.
Hendes skoletid er præget af alt for sene afleveringer, for mange ikke-læste lektier, for lidt søvn, for lidt munterhed: ”Hun var altid træt. Om morgenen var hun aldrig rigtig udsovet, og om eftermiddagen blev hun tit bare siddende og tænkte med afsky på alle lektierne, om lidt skulle hun til dem igen, forfra på det hele, i morgen var der en ny dag, der skulle klares. En ny dag med lektier, der ikke var rigtig lært, men dårlig samvittighed og så nye lektier igen. De var som om foråret aldrig ville komme det år.”
Hos Scherfig blev det kaldt ”det forsømte forår”, her er det syv års arbejde for Lea, der (som i Første Mosebog kap. 29) der refereres til. Tilbage i Det Gamle Testamente arbejde Jakob i syv år for at få den smukke Rakel, men da Lea (med de matte øjne) var ældst, så fik Jakob først hende, - for så endelig at få Rakel efter yderligere syv års arbejde. ”Syv år for Lea” refererer således til et stort arbejde, der ikke fører noget godt med. (Udover matte øjne!)
Ruth læser lektier altid, eller også tænker hun over, at hun burde læse lektier, eller også mødes hun med venner (og Erik, Holger eller Jesper) og tænker endnu mere over, at hun burde læse lektier, så hun kan bestå. Intet af det, hun lærer, har hendes interesse. Ingen af fagene har nogen som helst betydning for hende. Hun er blot pligtopfyldende og presset af familiens forventninger. Helt som mange unge er det i dag: ”Så blev det igen pinse. Men der var ingen ferie i år, man repeterede og så sky til alle dem, der drog i skoven og plukkede bøgegrene og kom solbrændte cyklende hjem ad strandvejen om aftenen.
Ruth lukkede sig inde med sine bøger. Hun stod ikke for godt, der måtte arbejdes, repeteres formler og gøres forsøg på at løse opgaver.
Og så var eksamen der.”
Til sidst bliver hun student. Det lykkes. Men til dimissionen er der ingen lettelse, intet frirum, ingen pause. Også dengang skulle man (dog efter Ørsteds skala med ug, mg, g, tg, slet med krydser og minusser) også have et snit for at komme ind på Polyteknisk Læreanstalt, altså DTU. Til festen får en af hendes klassekammerater nok og råber: ”Nu har I puklet og puklet og været døve og blinde i 3 år, hvad kommer Spanien jer ved, lad dem forbløde, lad dem rådne op, hvad rager det jer, når I bare har jeres eksamen, jeres snobberi, jeres karakterer…
Flemming er højrød i ansigtet og bland af sved: - Men for fanden, når I så får den, så er der jo alle de nye eksamener. Masser af eksamener, læreanstalten, ad helvede til, I korrumperede åndssvage. I… ”
Og sådan var det at være ung og stræbsom og studerende i 1930’erne, hvor romanen finder sted. Helt som det er i 2020. Det kan være en øjenåbner for mange (unge og ældre) at presset altid har været der, - fra samfundet, fra familien og fra den enkelte. Moralen er, at man ikke skal arbejde ”syv år for Lea”, man skal kunne se en mening med livet, læsningen, studiet og samfundet.
Moralen kunne være hentet hos Grundtvig: Vi lærer ikke for skolen, men for livet.
P.S Og fandt Ruth så en mening og et håb. Ja, heldigvis fandt hun, på sommerferieture ud i naturen, nogle øjeblikke med oplevelser, der gav mening: ”Jo, hendes ballast var ikke så ringe, og nu skulle hun snart ud og prøve en ny side af tilværelsen. Og der var en mening med det hele, men den havde flere navne end Erik. Den skulle hele tiden findes og erobres. Trin for trin.”
P.S. Jeg tror kun, det er få gymnasieelever, der i 2020 kan læse hele Haubergs roman. Men de må gerne vide, at unge i andre tider også havde et præstationspres, der så kom en reaktion på.