Jens Raahauge

Blog

Aula-agenter?

Måske er det sortsyn? Måske er det manglende indsigt? Men jeg savner en debat om, hvad er det, vi skal gavne børnene med i Aula?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er stor ståhej, og bestemt ikke for ingenting. Havde det endda været så vel.

Næh, det er indførelsen af det enorme it-system Aula, der kalder på debat. Er vi klar? Skal vi anvende vores personlige Nem-id? osv. osv.

Men jeg synes, at der er ganske lidt debat om, hvad det er vil skal med Aula.

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Forleden havde jeg en samtale med billedkunstneren Vibeke Nørgaard Rønsbo, som over nogle år har udfoldet et projekt, som hun kalder Brevstemmer. Den samtale kan man læse om til december i DANSK nr. 4 (Medlemsblad for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion). Og jeg udarbejder også et undervisningsforløb på baggrund af hendes projekt. 

Men det, der slog mig i slutningen af samtalen, var hendes udsagn om  i disse digitaliseringstider at huske på, at håndskriften går under radaren.

Når det ramte, var det måske, fordi jeg lige havde genset et yndlingsklip fra den vidunderlige film Das Leben der anderen, hvor Stasi-agenten lidt efter lidt opdager menneskene bag de registrerede. Han er sandsynligvis uden hverken bag- eller eftertanke startet på et arbejde, der skulle sikre lykkelige borgere i et idealsamfund, og umærkeligt blevet en lille, men væsentlig brik i det store registreringssystem, som Stasi havde udviklet.

Derfor skræmmer det mig en kende, at jeg ikke har kunnet se en omfattende debat om, hvad det er nødvendigt at registrere om de børn, der går i dagtilbud, og om de elever, der går i skolen. Det farlige er jo, at der er mange øjebliksbilleder, som det kan være væsentligt at kende i en tid, men også kun i en tid. Men bliver de gemt, kan de i bedste fald være uinteressante, i værste skadelige for den registrerede.

Jeg noterer mig, at på it-chefernes illustration, som er over til denne blog, er gyngestativerne barnløse og skolens indre liv beskyttet mod nyfigne blikke af tonede vinduer. Det eneste, der er liv i, er Aula-flaget.  Men hold nu op, siger jeg til mig selv, og tænker straks efter på, at man måske for en sikkerheds skyld skulle finde blyant og papir frem til det, der ikke behøver at blive registreret direkte ind i radaren. Om ikke andet, så for at tilhøre den flok af Aula-agenter, der giver plads til de menneskelige frirum i Das Leben der Kinder.