Jens Raahauge

Jens Raahauge

Blog

Evidensen ind, kunsten ud

De nye Fælles Mål bliver til i en skabelon der er udtænkt af evidensfolk der i deres tænkning har totalitære træk: Evidentismen vil skubbe kunsten og det der er større end det målbare ud. Vi skal skabe en generation af nytteobjekter - til skade for dem og os alle.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis man nærlæser de skabeloner som alle folkeskolens fags mål nu skal skrives ind i, bliver det klart at det altoverskyggende krav er at elevernes kompetencer skal kunne konkretiseres, ses og måles. Dette indebærer at en del væsentlige aspekter af det at være et lærende menneske, et oplevende menneske, et menneske i udvikling bliver underordnet. Det er alene det elever kan give et udtryk der tæller her og nu. Når dertil lægges at det samlede fokus bliver sat på læringsmål, så fortoner interessen sig for den del af undervisningen som sigter på fællesskabet, den æstetiske oplevelse og dannelsen. For selv om skolen er en supertanker som ikke ændrer kurs fra dag ét, så vil undervisningen langsomt, men sikkert blive rettet imod målene. Denne udvikling vil med al sandsynlighed blive forceret gennem en resultatstyret økonomimodel. Det er oplagt at man som lærer kan lære meget af at erfare hvad der har virket for andre. Evidens er ikke i sig selv af det onde. Men når evidenstænkningen bliver totalitær, så får den samme afstumpede ansigt som alle andre ismer. Evidentismen bliver en skabelon som alle skal trækkes ind i. Husk på Storm P’s anekdote fra den amerikanske Subway: Folk har så travlt at de ikke når at barbere sig hjemmefra. Men så er der huller i væggene ved Subway. Den travle skal bare stikke hovedet ind, så vil de knive som sidder derinde, sørge for barberingen. Men, indvender den imponerede, alle ansigter er da ikke ens. Ganske rigtigt, men det bliver de. Se et eksempel på hvad dette kan føre til i Deadline på DR2, den 30. december 2013 kl. 22.30, hvor professorerne Peter Kemp og Lars Qvortrup diskuterede udviklingen i uddannelsessektoren. Mens filosoffen Peter Kemp argumenterede for at der også skal være plads til det der er større end den indsnævrede kompetencetilgang, fx verdensborgertankegangen, så paraderede sprog- og medievidenskabsmanden Lars Qvortrup med gentagelser af de nyttige kompetencer. Det stod efter min mening klart at vi hørte om to menneskesyn, mennesket som dannet medborger og mennesket som uddannet konkurrencestatsresurse. Men det menneske som hele tiden spørger til nytteværdien af en undervisning, vil kun lære det som andre har forudset som vigtigt. Dette er det bedste værn imod nysgerrighed og nyskabelser. Det menneske som fratages den oplevelse der har værdi i sig selv, vil blive fremmed for mødet med kunsten. Dette er det bedste forsvar for markedets manipulation den enkelte. Og det menneske som bliver kompetencevurderet i lineære udviklingsprocesser, er i risiko for at blive selvtilstrækkeligt. Det kan være vanskeligt at se lys for enden af tunnelen under evidentismen, for dens profeter Ovortrup, Rasmussen og Rasch er en del af den tidsånd der har givet os politikere og embedsmænd med samme uddannelsesbaggrund, har erstattet ledelse i top med topstyring og ladet prognosen sejre over den sunde fornuft. Der er godt nok valgt politikere på et slogan om at lytte til andre; men hvad hjælper det, når de kun hører det der passer ind i deres skabelon. Men tænk på hvordan vores velfærdsstat eller bare vores stat ville have set ud, hvis vi fx efter nederlaget i 1864 havde valgt den traditionelle nederlagsvej og ikke havde satset på nyskabelsen, andelsbevægelsen. Hvad er det der får dagens politikere og andre tidsåndsfolk til at tro på at vi kan klare os bedst ved at efterabe de andre? Vil den ensidige læringsdyrkelse af individet føre til at vi om føje år kan slå Klasse 13 fra Skole 69 i Harbin i samarbejde eller kreativitet? Vi vil ikke have en kinamands chance, for den indre motor i netop samarbejde og kreativitet kommer ikke fra modeller og skabeloner, men fra søgende og åbent arbejde i de æstetiske dimensioner af dansk og andre praktisk-musiske fag og fra mødet med kunsten og kunstnere. Men alligevel må vi tro på at lyset er der: Indtil nu har intet totalitært system stået distancen; alle er de forvitret indefra! Blot synd at det koster en generation der bliver gjort til markedets nytteobjekter.   

Jens Raahauge

Jens Raahauge er uddannet lærer, skolebibliotekar og skoleleder. Han har været skoleleder i Helsingør og Kokkedal, er tidligere mangeårig formand for Dansklærerforeningens Folkeskolesektion og tidligere formand for Dansklærerforeningens Hus, som blandt andet driver Dansklærerforeningens Forlag. Desuden formand for Sophia Tænketank for pædagogik og dannelse, medlem Advisory Board for Unicefs Rettighedsskoler.

Powered by Labrador CMS