Jens Raahauge
Blog
Fælles i ental
Forudsætningen for at de nye fælles læringsmål ikke fører til flere tabere er, at lærerne holder fast i, at deres professions stolthed er god, gedigen undervisning der får lærelyst til at glimte i sjælene og kroppene på alle eleverne, og at læring udspringer af samspil i fællesskabet.
Som en tyv om natten dukkede der pludselig udkast til Fælles Mål op, selv om der bestemt ikke var signaleret invitation til en længerevarende debat. Og selv medarbejdere i Undervisningsministeriet og i skrivegrupperne må være blevet lidt overrumplede, når man ser på den deadline der nu opereres med omkring orienteringsmøder*, fokusgruppeinterview og hvad der ellers foranstaltes af dialog. Det er ikke meldt ud, hvorfor der PLUDSELIG skulle åbnes for posen, men godt at det er sket!
*Undervisningsministeriet oplyser at første dialogmøde i Aarhus er aflyst på grund af for få tilmeldinger. Men det er vel snarere på grund af alt, alt, alt for kort varsling.
Det udkast der nu ligger foran os til nye Fælles Mål for faget dansk, er nyskabende på flere områder:
a) Det opererer med læringsmål i stedet for undervisningsmål
b) Det beskriver klassetrin for klassetrin en faglig arbejdsproces og en faglig progression
c) Det introducerer en ny opdeling af faget i fire områder: læsning, fremstilling, fortolkning og kommunikation
Læringsmål og undervisning. Fælles i ental.
Her er det afgørende nye – og det afgørende betænkelige: Der er opstillet 16 kompetencemål og 66 færdighedsmål som eleven skal nå. De er alle mere eller mindre test- og målbare, sådan som det er forlangt. Derfor er der ingen erkendelsesmål, ingen dannelsesmål, ingen forundringsmål, intet af alt det der dybest set peger imod at kunne begå sig i en ukendt, globaliseret fremtid.
I den fine og fremtidsorienterede bog af Per Schultz Jørgensen ”Styrk dit barns karakter” citerer han en professor ved Colombia University i New York: ”Jeg har en ven, der er uddannet ved et af de bedste universiteter i paris, École Polytechnique, han ved alt, der er værd at vide i denne verden – men det er også det eneste han ved.
”I god overensstemmelse med denne tænkning, at uddannelse opstår af en ophobning af færdigheder og informationer, er det lige så klart som det er grotesk: de fælles mål omtaler eleven i ental. Man kommer til at tænke på forfatteren Benny Andersens slutstrofer i digtet Godhed: ”jeg er egentlig bedst når jeg er helt alene.
”Målene er opstillet, så man for at kunne ane en undervisning må læse fra højre mod venstre. Og så er de et spørgsmål om man kan få etableret en sammenhængende, helhedsorienteret undervisning, hvis afsættet er 66 læringselementer der skal blive til 16 kompetencemål. Risikoen for et hak af-system er stor. For lige nu sidder alle forlagene med de store portaler om forbereder målrettet læring. Vi har prøvet i 200 år med nutids –r, og fejlfrekvensen er stort set konstant, fordi der øves i indsætningsark og løsrevne sætninger.
Men det lærerne er uddannet til, det de skal animeres til, er at levere en undervisning der fører til langt, langt flere og større resultater end det Fælles Måls smaltænkning signalerer, og ikke til at lave løsrevet, frugtesløs fokusering på fejl. Vi har brug for potentialefindere snarere end fejlfindere. Fælles Mål vil give os mere af det der har holdt sit indtog siden konkurrencestaten tittede frem for en 10-20 år siden, og siden har den resultatstyrede indsats skabt flere diagnoser, samme antal systemtabere og flere med stress og mistrivsel. Fordi det fælles har været på vej til at blive skrevet i ental. Og nu er det fuldbragt!
Børn og unge gør op med den fundamentalistiske individualisme ved at søge hinanden på sociale medier, også i lektionerne. Børn og unge har brug for en langt bredere læring end den der udspringer at smalle, faglige færdighedsmål: de har brug for at lære i fællesskaber der vægter karakterdannelse, trivsel, samarbejde, samtale.Professor Knud Illeris siger i sin nye bog om kapløb eller bæredygtighed, at vi kan konkurrere på bæredygtighed hvis vi ikke brugte konkurrencebegrebet så rigidt. Og professor Per Schultz Jørgensen plæderer i sin bog for at vi satser på at give børnene karakter frem for karakterer.
Og begge de ældre herrer synes at tænke yngre og mere med blik for fremtiden end management- og evidenstænkerne bag de fælles entalsmål. Problemet er at de tænker i uddannelsesprognoser der er akkurat så sikre som de økonomiske prognoser der ville give Thor Petersen mulighed for at købe hele verden, når Anders Fogh havde fået skrevet lærebøgerne om.
De nye fælles mål og tænkningen bag dem er dybest set et svar på, hvad læringsminister Antorini tror hun ville have haft brug for da hun gik i skole.
Forudsætningen for at de nye fælles læringsmål ikke fører til flere tabere er, at lærerne holder fast i, at deres professions stolthed er god, gedigen undervisning der får lærelyst til at glimte i sjælene og kroppene på alle eleverne.Og her må vi ikke forfalde til at tro at korpset af læringskonsulenter er løsningen: Se på deres kompetencer; de ser ud til først og fremmest at være inklusionskonsulenter.
Progression og proces. Overblik og spejlvendt værktøj
Det greb der er foretaget med at præsentere en faglig progression i en horisontal klassetrinssøjle og en vertikal procesbeskrivelse ud for hvert delmål rummer en god tænkning og giver på sine egne præmisser et godt fagligt overblik.
Den faglige progressionstænkning er væsentlig for at sikre at skolen ikke fragmenteres i en indskolings-, en mellemtrins- og en udskolingskultur der ikke ved hvad hinanden gør, hvad eleverne kommer fra og hvor de skal hen. Derfor er det også synd at børnehaveklasse ikke er synlig i progressionstænkningen. Tænk bare på at der på få år er sket det – i øvrigt betænkelige – at børnehaveklassen har skiftet karakter fra at være skoleforberedende til at være læseforberedende. Alligevel starter mange 1. klasser som om dette ikke var hændt. Progression klares altså ikke blot med et målskema, men også med et gedigent arbejde omkring faglige udvalg på hver enkelt skole.
Risikoen ved den opstillede progressionstænkning som stadigvæk er båret af de målbare færdighedsmål, er at det signalerer en mulighed for at lave stopprøver i grundskolen.Den faglige procestænkning er et fornemt incitament til at gøre undervisningsprocesserne transparente, så det giver mening at spørge elever om hvad de har lært i dag. De vil kunne svare med et: ”Jeg har lært….” og ikke som nu med et: ”Jeg har lavet…” Der er altså et oplæg til at skolen ophører med at være beskæftigelsesministeriets forgård med en stedse aktivering af eleverne.
Denne landvinding lider blot under den målbarhedstænkning som også er synlig, for derved kommer processerne ved at blive stoppet for tidligt, nemlig ved den målbare færdighed eller det målbare produkt. Men det er jo netop her undren, tænkning, erkendelse starter.
Læsning. Fremstilling. Fortolkning. Kommunikation.
Faget dansk bliver beskrevet på en ny måde som på mange måder kan virke forfriskende. Det er altid godt at få rysten posen som ministeriets kolleger i Danske Spil siger. Nogle af områderne er endog meget fornemt beskrevet, ikke mindst målene for fremstilling som virkelig rummer et flow.Men igen tapper man dynamik ud af helheden, fordi man starter i enkeltmål til en enkelt elev – og ikke i den helhedsorienterede undervisning der er læringsdynamikkens motor.
For at få faget elementskildret i målbare størrelser, hvor orden ”og” er bandlyst* bliver man nødt til at adskille tale, læse og skrive som ellers var ved at komme frem til et nybrud via arbejdet under magneten literacy, det begreb som netop var gjort til en central bullit i læreruddannelsen som nu må rette ind, og som har været et basalt interessefelt i Nationalt Videncenter for Læsning og i den opdagende skrivning. Det er altså lykkedes at splitte faglige dele som var ved at finde sammen i et frugtbart samspil. Gode tunger påstår at literacy måtte udgå fordi begrebet ikke kunne forstås af forældre. Så spørger jeg bare om forældre er mere fortrolige med termer som ”taleture”, ”multimodal” eller ”metakognitive læsestrategier”.
* I øvrigt er det morsomt at ”og” forekommer lige netop der hvor den mål-bare legemsdel er i klaskehøjde: ”i håndskrift og på tastatur”. På 1.-4. klassetrin i området Fremstilling må skabelonen vige for virkeligheden og for en af de store kamppladser i begynderskrivning. Man vælger at bryde skabelonen.
Ellers er den proces- og progressionsorienterede skabelon håndterbar for områderne Læsning, Fremstilling og Fortolkning, selv om man kan diskutere nogle af elementerne. Men når vi når frem til området Kommunikation kollapser skabelonen; vi får simpelthen en faglig kompostbunke af mundtlighed, drama, it, nabosprog og sproglig bevidsthed.Dette er intet mindre en herligt: Et fag der om noget har sin styrke i synergieffekter imellem mundtlighed og skriftsprog, imellem læsning og skrivning, imellem udtryk og tænkning, imellem krop og tanke, imellem den ordløse verden og den menneskelige sprogskaben, imellem ordkunst og ordhåndværk og imellem menneskers sprogspil, kan man simpelthen stikke skråt ned i en læringsskabelon – og det svarer i en modbevægelse.
Der er grund til at glæde sig over de kyndige skrivegruppers bidrag til en styrkelse af bevidstheden om faget, men lige så stor grund til at beklage at de har fået en atomiseret læringsskabelon at udfolde sig i.
Det er nu op til dansklærerne at skabe en undervisning der gør hak af-folkets tænkning til skamme. Vores elever skal vide det der er værd at vide om faget – og altid mere end det!
