Jens Raahauge
Blog
Gok er nok!
Der findes et alternativ til professor Niels Egelunds sværmen for lussingen, svederen og straffen. Det kan læses hos tænkeren Holger Henriksen der ved at mennesket har én mund og to ører. Den demokratiske samtale kan gøre underværker. Men er den måske for langsom, når vi skal nå resultater hurtigere og hurtigere og hurtigere?
Det var svært ikke at få morgenkaffen galt i halsen i søndags (den 02.02.14) da Politiken bidrog til fejringen af den danske skoles 200 årsfødselsdag med en temaartikel om "Vold i skolen".Her bidrog professor i pædagogik Niels Egelund med tanker over lussingens positive effekt på disciplinen i skolen. Læs selv: ”Så tog jeg fat i kæben og stak ham en på skrinet. Der blev stille som på en kirkegård. Og de makkede ret i flere uger. Det havde en fantastisk effekt. Dermed være ikke sagt, at det er noget, vi skal genindføre, men der var et overraskelsesmoment i det, som havde en rigtig god virkning.”
Entertaineren Niels Havsgaard som må se sig truet på brødet af en sådan offentligt fuldfinansieret, ufrivillig satire, har en vidunderlig tekst hvor lærer Madsen beder en knægt stille op til klø, mens han fortæller drengen at han alene slår ham, fordi han holder af ham. ”Så slå til, lærer Madsen, slå til!” svarer drengen der venter på huggene.
Niels Egelunds tanker om overraskelsesmomentet bliver påfaldende nok fulgt op af hans overskriftsagtige krav om mere straf i skolen for at skabe ro og disciplin. Han opnår en lemmingeffekt fordi ingen vil skydes i skoene at uro og kaos er vejen frem. Undervisningsministeren følger trop og mener at skolen nok har været lidt håndsky i forhold til at stramme op, så hun har nedsat et udvalg. Dansk Folkeparti følger trop og ser en mulighed for at få uvorne unger til at bistå med en bedre rengøringsstandard.
Men der findes altså andre veje. Vi har jo – ulovligt siden 1814 – prøvet den med vold og korporlig straf, og med det som er beslægtet, nemlig den psykiske vold som er så glimrende beskrevet af Hans Scherfig i Det forsømte forår. Det virker i bedste fald ikke! I værste fald så negativt at man tror at det er løgn.Når alle i dag kappes om at omfavne Yahya Hassan, så kan man selvfølgelig mene at det er de bank han har fået af faren i Allahs navn der har været drivkraften bag hans digtning. Men i så fald er det ikke skolens opgave at fremelske poeter. Vreden over lussingen kender vi fra påstanden ”Jeg har ikke taget skade, taget skade, taget skade..”, men vi kender den også fra reaktioner hos nogle af de børn, unge og voksne som er vokset op med voldelige overgreb. Og jeg ved hvad det kan gøre ved én. Min første lussing som blev fulgt op af en stime, fik jeg i 2.g fordi jeg havde været med til at arrangere en skolefest uden for skolen; det måtte man ikke for fest var syndigt. I Guds navn blev jeg overfuset og tævet af en lille hidsig rektor som kunne skrige sig gasblå. Min reaktion var chok og vrede mod Vor Herre, mod rektor, mod hyklerne. Først omkring 15 år senere, da jeg blev lærer for vidunderlig, social, tolerant og afbalanceret elev som kom fra et indre missionsk hjem, opdagede jeg at ikke alle der mener at repræsentere en Gud, er hyklere, og at der fra oprigtigt troende udgår andre kræfter end vold og straf og krig.Når man behandler andre mennesker psykisk eller fysisk nedværdigende, altså skråt ned, så kan deres reaktion være trods, aggressivitet eller indelukkethed, altid skråt op. Læs om det i den samling af beretninger om prygl i skolen som forfatteren Niels Roed har samlet i en bog. Den kan købes på www.skoletæsk.dk. (fra den 12.02.14)
Derfor er det så nedslående at læse Niels Egelunds erindring om sin overraskende praktikanthandling (lærerstuderende på græs), i og for sig ikke fordi han har gjort det for at overleve på en Urias-post, men fordi nydelsen af magt er grundtonen i fortællingen. Der er punch i sådan en lussing, og derfor er det måske heller ikke tilfældigt at samme professor plejer at tæske ind i den offentlige debat med punchlines. Måske afslører han med denne lille lussinghistorie hvad det er for en magtstrategi der ligger bag hans mange slagord i skoledebatten.For der findes andre veje end tørre tæsk og – som At Tænke Sig i sin tid skrev – tørre test. Der findes den samtale som er grundstenen i tænkningen hos en af moderne dansk pædagogiks store, Holger Henriksen, som har inspireret så mange til at insistere på og konstant udvikle den demokratiske samtale. Holger Henriksen er så stor, så stor, fordi han i modsætning til punchlinefolket ved at mennesket har én mund og to ører. Med afsæt i hans tænkning kan man faktisk drive skole hvor man løser konflikter, opbygger AKT-praksis, afskaffer mobning og etablerer en demokratisk respektfuldhed overfor alle mennesker. Jeg har erfaret det, for jeg har været skoleleder på en skole hvor de lærere som hyldede den demokratiske samtale, tog ansvar og skabte en livfuld skolekultur der stort set afskaffede hærværk, nedbragte modning og skabte en lyst til læring hos en broget elevflok.
Man kan ødelægge en masse både vedat slå og ved at håne, og man kan massakrere det ødelæggende ved at have øje og øre for andre end sig selv. Problemet er måske at det tager længere tid at bygge op end at bryde ned – og det gælder nu om at komme hurtigt videre, videre, videre. Koste hvad det vil?
