Jens Raahauge
Blog
Ledelse eller styring
Anders Balles smil er af samme karakter som smilet hos det barnebarn der har fat i rattet på Tivolis veteranbiler. Rattet roterer, men bilen er på skinner. New Public management-tænkningen har perverteret ledelsesværdierne.
En af de rare følgevirkninger af lockouten var at man kunne få lejlighed til at være sammen med sine børnebørn. En af dagene fæstnede sig særligt hos mig. Vi havde netop talt om forskellen på kælenavne og øgenavne, da skolelederforeningens formand meldte ud at skolerne var klar til at huse lærerne i heldagsskolen, så de kunne forberede sig, holde møder osv.
Efter at have besøgt et ikke ringe antal skoler spredt ud over hele landet forekom det mig at denne udtalelse var bygget på alt andet end klippegrund, og jeg kom med et udbrud for mig selv: ”Det kan han da ikke mene, ham Balle.” Og et af mine håbefulde børnebørn spurgte: ”Er det noget han hedder, eller noget han er?”
Jeg måtte som sandt er fortælle at det er noget han hedder, men at mit tonefald nok var lidt vredt, fordi jeg syntes at han havde været lidt af en fedtspiller ved at sige noget der ikke var helt sandt. Og dette indtryk blev bestemt ikke mindre efter regeringens indgreb, hvor udmeldingen kom om at der er brug for 1300 flere ledere for at skolelederne kan håndtere ledelsesretten. Og da der ifølge KL ikke er udsigt til flere resurser, så svarer ønsket til at 13-1500 færre lærere skal levere undervisning. Men samme KL ser for sig et ikke fjernt fremtidsscenarium med en markant reduktion af antallet af superskoleledere til 300.
Der er noget der ikke er helt afstemt, men mens Anders Balle spillede neutral på sin helt egen ensidige måde, så tegner der sig et billede af arbejdsgiveren KL som var så heldige at være igangsætter af en konflikt, hvor de hver dag sparede penge, mens modparten mistede penge. Denne asymmetri er i sig selv betændt, men også øjenåbnende, for den viser hvad det er for et samfund man har som sin vision i KL og i Moderniseringsstyrelsen: Man ønsker en ledelsesform der er baseret på de værdier som lå til grund for det allerede hedengangne industrisamfund. Men den type af ledelse der har produktion og sorte bundlinjer som sit egentlige formål, bør være væsensforskellig fra den ledelse der har med menneskelig udvikling og omsorg at gøre. Det er den imidlertid ikke længere. Industrisamfundets New Public Management-tænkning er trængt helt ind i hjertekulen af den offentlige sektor, og politikerne driver staten og kommunerne som en virksomhed. Dette ses måske tydeligst ved at der bliver færre og færre af de lærere, pædagoger og hjemmehjælpere der er i kontakt med borgerne, mens antallet af akademikere i de offentlige forvaltninger er mere end tredoblet siden kommunalreformen.
Det er en besynderlig bodybuilderfilosofi der ligger til grund: Ledelsen skal have flere muskler, siger man. Og New Public Management-kurser virker ganske rigtigt som anabolske steroider, så nosserne skrumper: Der bliver færre til at fimre ud til dem der skal have undervisning, leg, omsorg og pleje.
Prøv at gå ind på Youtube og se Nils Villemoes levere en lyngennemgang af New Public Management, så bliver det klart at det som hos ham og normalt ligner en top-down-ledelsespyramide, nu ser ud som om den har været i Tivolis spejlkabinet fordi fedtlaget af konsulenter og djøf’er vælter ud som deller over en lav bælteføring, mens pyramidens basis har været på skrump. Den fejlernæring som har fundet sted i kølvandet på Løkkes kommunalreform bygger på at man har fået mere styring og mindre ledelse. Derfor er KL’s vision om 300 ledere ikke utænkelig, for allerede nu er kontrol- og styringsmekanismerne så raffinerede, at det er de skoledirektører der sjældent har pædagogiske forudsætninger, som er de reelle styrere af skolen.
Det er for mig at se fint at skolelederne får ledelsesret, men problematisk at det reelt drejer sig om en styringsret. For når det ledelsesrum der er tilbage efter at den reelle leder, forvaltningschefen, har udformet og signeret ledelseskontrakten, er så smalt, så er der på vitale områder blot tale om frihed til at styre. Så nok smiler Anders Balle, men mest af alt er det et smil af samme karakter som smilet hos det barnebarn der styrer veteranbilerne i Tivoli. Rattet kan snurre rundt, men bilen kører på skinner.
Problemet er at en organisation der bliver styret frem for ledet, avler styring hele vejen ned igennem organisationen, så vi får de små konkurrencestatssoldater som kan leve op til Antorinis forenklede mål, men taber terræn både hvad angår kreativitet, samarbejdsevne og demokratisk dannelse.
Måske var en modificeret udgave af den samarbejdsmodel som før lockouten fandtes på skolerne, vejen frem for hele den offentlige sektor, så de ledere der (som Villemoes siger) får visioner med lukkede øjne for ikke at blive forstyrret af virkeligheden, i stedet kunne få en forpligtende sparring fra de lærere, pædagoger og hjemmehjælpere der er i berøring med borgerne?
Når jeg tænker sådan, så beror det ikke mindst på at en lille håndfuld skoleledere under lockouten meldte ud, at det faktisk var muligt at lede og lave god skole i samarbejde med lærerne under den kendte overenskomst. Men hvor var alle de andre skoleledere? Stod de trygt i slagskyggen af den fedtspillende neutralist Anders Balle? Og er de enige i at der er brug for 1300 flere i skoleledelserne? Er det sådan, at de som har haft svært ved at lede hidtil, de kun kan med flere varme ledelseshænder herefter?
www.youtube.com/watch?v=CdTe-xoCWsU
