Litteratur, lærdom og læreruddannelse
Blog
Nej, Iversen …. Børn skal have ansvarsfølelse!
Børn skal have RESPEKT, hr. rektor. Nej, Iversen… de skal have ansvarsfølelse! Respekt er ofte udslag af en slags slavisk frygt for den ældre og mere myndige… men det barn, der besidder den rette ansvarsfølelse skal nok gøre sig pænt her i livet. Her på skolen har vi oprettet et elevråd, og vi voksne forhandler med rådsmedlemmerne på lige fod… og De kan være trygt forsikret om, at ingen af rådets medlemmer føler trang til at stikke deres rektor eller lærere på torsken! Vi har appelleret til elevernes ansvarsfølelse, og de sætter en ære i det bedst mulige samarbejde.
Nej, Iversen …. Børn skal have ansvarsfølelse!
Der er 58 bøger om Puk. Alle (kvinder) over 50 må have læst en Puk-bog. De var (og er) lyserøde og i den klassiske udgave kan man se Christels blomsteromkransede portræt af Puk i forskellige situationer. Jeg har været på loftskammeret her i vinterferien, - og skulle alt andet end læse Puk-bøger. Det blev dog ikke til megen oprydning, de lyserøde og lasede bøger måtte jeg lige læse nostalgisk i. Faglig interesse, selvfølgelig. Som Master i Børnelitteratur, så…. ”Puk ta’r chancen” hedder bog otte i serien. Den stod der sammen med ”Puk og leoparden”. Der kom 58, og forfatteren er …. naturligvis samme forfatter, som skrev de 81 Jan-bøger: Knud Meister og Carlo Andersen. Mænd kunne ikke skrive pigebøger tilbage i 1950’erne, så de dækkede sig ind under pseudonymet Lisbeth Werner.
Her på kostskolen Egeborg redder Puk (og hendes veninder) gennem de 58 bøger et utal af børn fra hårde skæbner, de fanger tyve, de redder dyr, de vinder ofte over Larm og Slid, og de fanger en del krybskytter, og i denne bog fanger de brandstifteren Sorte Kaj.
Spændende. Spændende.
For en lærer er det dog også (udover den lyserøde nostalgi og den seriebogsagtige monotoni i sprog og komposition) interessant at læse om den pædagogik, der udøves på Egeborg.
Rektor Frank er hård, men retfærdig. Og hans milde hustru fru Frank er blød og retfærdig.
Der plæderes eksplicit for en pædagogik, der på alle måder kan holde her i 2020.
Her er en samtale om pædagogik, som enhver ung (pige)læser sikkert sprang let hen over, da bogen udkom i 1954. Det er husmand Iversen og rektor Frank, der mødes, da husmanden er ved at feje søen ren for sne, så der kan afholdes skøjtekonkurrence. Dengang var der sne. Brandstifteren blev fanget af Puk, Larm og Slid, der alle var hurtigere skiløber end Sorte Kaj.
Men den pædagogiske samtale lyder sådan:
”Husmand Iversen var kommet i sludrehjørnet. Han lænede sig småbrummende mod sneplovens styrestang og spurgte:
Hvad mener De om denne hersens såkaldte frie skole, hvor børnene må stikke deres lærere på torsken, hvis de har lyst?
Rektor Frank smilede.
Deres ord er lidt drastiske, Iversen, men jeg forstår, hvad De mener.
(…) Iversen nikkede energisk:
Børn skal have RESPEKT, hr. rektor.
Nej, Iversen… de skal have ansvarsfølelse! Respekt er ofte udslag af en slags slavisk frygt for den ældre og mere myndige… men det barn, der besidder den rette ansvarsfølelse skal nok gøre sig pænt her i livet. Her på skolen har vi oprettet et elevråd, og vi voksne forhandler med rådsmedlemmerne på lige fod… og De kan være trygt forsikret om, at ingen af rådets medlemmer føler trang til at stikke deres rektor eller lærere på torsken! Vi har appelleret til elevernes ansvarsfølelse, og de sætter en ære i det bedst mulige samarbejde. Navnlig blandt drengene findes der naturligvis spilopmagere, som skal have udløsning ved at finde på gavtyvestreger … men den slags skal man ikke tage for tungt på. De værste gavtyve bliver såmænd ofte de bedste borgere i samfundet, for deres spilopper er ikke dikteret af had, ondskab eller hævnlyst.
Ja, ja, brummede Iversen. Så blev man da SÅ klog!”
(Lisbeth Werner: Puk ta’r chancen, Eiler Wangels Forlag, 1954)
Det er en pædagogik, der holder. Tankevækkende at tjekke ind i 1950’ernes serie-kiosk-litteratur.
PS. Puk-bogen, som jeg fandt på loftet på en støvet (meget støvet) hylde, har kostet 13.75. Det er dog en arvet bog, den har tilhørt Grethe Wiemann Jensen, dernæst Else Jensen (naboens datter) og derfra er den så havnet på hylden hos mine søskende og jeg. Vi har helt sikkert læst alle, - men har dog ikke købt hverken Puk-brevmapper eller Puk-lommebøger.
P.S: Ja, til alle Puk-læsere: Navnet Lisbeth Werner dækker over Knud Meister (1913-1989) og Carlo Andersen (1905-1970). Puk-bøgerne følger den lidt forkælede københavnerpige Bente Winter, der bliver sendt på Egeborg Kostskole, fordi hendes far skal flytte til udlandet med sit arbejde. På kostskolen får Bente kælenavnet Puk, og hun kommer ud for lidt af hvert.
For det meste er det i konkurrencer med de to knøse Larm og Slid (Hugo og Henrik), at hun får de gode oplevelser, men også pigeværelset med Karen, Inger og Skip (Lise Sommer) har mange gode påfund.
