Jens Raahauge
Blog
Arrogancens fordummende effekt
Jeg fornemmer en stigende tendens til, at nogle forskere og folk, der har fået magtstjerner på, søger at underminere lærerens bidrag til den generelle udformning af rammerne for god skole. Og det gør alle dummere - ikke mindst de arrogante.
I forbindelse med den såkaldte skolereforms tilblivelse hørte jeg flere "eksperter" udtale sig negativt om dansklærere; de klynkede, de var fagligt svage i koderne, de manglede overblik og lignende. Ordene faldt ikke med henblik på at skaffe flere midler til efteruddannelse og til en bedre læreruddannelse. Så kunne man i det mindste se en strategi i ordene. Men nej, de faldt for at beklikke den enkelte lærers adkomst til at have praksiserfaringer, der kunne være relevante for reform- og læringsmålarbejdet.
Udtalelserne kom fra et særligt segment blandt forskere og fra nogle (få) af de indforskrevne læringskonsulenter, som afløste fagkonsulenterne. Resultatet blev som bekendt en reform, der kom haltende fra start - blandt andet fordi den negligerede de mange læreres praktiske viden.
Man genneførte konsekvente vanebrud uden - af gode grunde, for den var ikke skrevet - at kende Lene Tanggaards fine lille bog om Vanebrud. Men dens tanker var nu heller ikke helt fremmede for ti år siden; man kunne måske fornemme nogle af dens pointer allerede hos Aristoteles. Men nok om det. Reformen skulle med Finansministeriets og KLs vold og magt trumfes igennem - uden hørbar lytten til den mange læreres praktiske viden og derpå baserede vaner.
Men nu skal der løsnes op, og lærerne skal have mere pædagogisk, didaktisk råderum. Og alligevel hører man i forskellige sammenhænge nogle fra den hær af forskere, der surfer på vandski efter søsætningen af reformskuden, udtale, at en lærer fra skolehverdagen næppe kan repræsentere alle lærere, fordi deres erfaringer primært er búndet til deres eget skoleunivers. Næ, næ, forskerne ved... Ja, godmorgen. Forskere er nødt til at afgrænse forskningsfeltet for overhovedet at kunne lave valid forskning. Og dens validitet er altid bestemt af afgrænsningen.
Derfor er skoleforskning så inspirerende. Og derfor siger skoleforskning som regel meget lidt om den daglige pædagogiske tilværelse i skolen.
Det, der binder lærere sammen, så hver eneste har noget at repræsentere alle med, er, at de fungerer i den ikke tilskårne helhed. Derfor har vi i 114 år i Danmark haft succes med at udvikle skole på erfaringer fra dagliglivet i klasserne. En god vane, der blev brudt med i forbindelse med skolereformen.
Derfor er det vigtigt at lade lærere fra skolens hverdag være fremtrædende i udviklingen af fagenes mål og i beskrivelsen af de didaktiske tilgange. Lad blot forskerne inspirere, men aldrig dominere!
I den sammenhæng piner det mig, at nogle få af de lærere, der har fået efteruddannelse og konsulentstillinger i de udøvende organer taler de kolleger ned, der arbejder i praksis, og som af og til udtaler sig skeptisk. De få, men højt på strå placerede, bidrager fx til morskaben i kantiner, på auditorietrapper eller på konferencegange ved at foreslå, at sådanne skeptiske lærere skal "have en æske kattetunger", eller "en skål slik". Den slags Marie Antoinette-typer har vi faktisk ikke brug for i det på de bonede pædagigiske gulve. men de er et produkt af den topstyring, som lige for tiden er fremherskende. Jeg vælger ved sådanne sammenkomster at søge andre steder hen end hvor de arrogante holder hof; man bliver så nedtrykt af at høre bonden i baronens seng!
Underkendelsen af de praktiske erfaring er udtryk for en topstyringsarrogance, der i bedste fald skaber ubrugelige pædagogiske afsæt, og som i værste fald underminerer de arrogantes legitimitet; værste, fordi vi burde være afhængige af hinanden.
Jeg håber, at forskere og konsulenter vil åbne ørerne for praktiske erfaringer fra skolelivet, og at man ude i kommunerne vil gribe den øgede frihed, og lade den praktiske viden bidrage til udviklingen af den gode skole.
