Blog
Det er OK med problemløsning
Problemløsningen er i disse tider ekstra aktuel, da det er den, der kan sætte reelle løsninger i spil.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
For mig er der 4 ting, der er specielt vigtige i matematikundervisningen:
- Teknologi
- Kompetencer
- Sprog
- Problemløsning
Teknologien kan understøtte elevernes læring og sætte dem i stand til at lære mere matematik
Kompetencerne kan sætte eleverne i stand til at anvende matematik i sammenhænge uden for matematikundervisningen, og de bliver en del af elevernes personlige værktøjskasse for skolen og livet.
Sproget kan hjælpe eleverne til at forstå, begrunde og argumentere for deres valg og resultater. Når der er fokus på sproget bliver problemet også skarpere belyst og i samarbejdssituationer kommer der mere fællesskab og organisering omkring de fælles løsninger.
Og så er der problemløsningen, som er speciel aktuel i disse tider, der kan hjælpe eleverne med også at anvende matematikken i den virkelige verden uden for skolen. Problemløsningen ser problemet fra alle sider og sigter efter en løsning, der inkluderer flest aspekter og problemstillinger. Problemløsningen lægger op til at eleverne anvender deres egne idéer og værktøjer på kreative måder, der opleves som mere interessante for eleverne end det mere reproduktive arbejde og færdighedstræningen. Og så bliver matematik pludselig også en måde at se og forstå sin omverden.
Jeg bruger ofte LOVPORTEN, der er udviklet af Pernille Pind, og som er et god og effektivt værktøj til arbejdet med problemløsning i matematiktimerne.
https://pindogbjerre.dk/laesestof/problemloesning-lovport/
Tanken slår mig, at hvis OK18 var præget af vilje til at anvende principperne fra matematisk problemløsning til fordel for alle parter og med udgangspunkt i fakta, så ville verden se anderledes ud for de offentligt ansatte. Hvis lærerne havde tid til forberedelsen og efterbearbejdelsen af undervisningen og vi brugte energien på det meningsfulde i forhold til vores undervisning, så ville skolen være et bedre sted at være for elever og lærere.