Blog
Er du motiveret?
For mange elever på 8. årgang er det en udfordrende tid med karakterer, uddannelsesparathedsvurdering og spørgsmålet om, hvad de kunne tænke sig med deres fremtid.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Motivation som drivkraft
For mig er det meget vigtigt at eleverne har en form for motivation for matematik som fag. At de kan se, at de kan bruge faget i resten af deres virkelighed, og at de har en stærk fornemmelse af, at det de lærer er nødvendigt for dem. At de har oplevelsen af, at de lærer at problemløse, at ræsonnere og at deres løsninger er brugbare. At de føler at de udvikler sig og får flere kompetencer.
Det er motivationen, der flytter os, der giver os lyst til fordybelse og som resulterer i bedre præstationer. Den indre motivation, der er vores drivkraft og som flytter eleverne, giver gode timer med god progression.
Karakterer og uddannelsesparathedsvurderinger
Men lige om lidt skal de have karakterer, og skal finde ud af, at de selv og læreren opfatter deres evner og indsats forskelligt. De skal fortælle om deres ønsker for fremtiden, og de skal erklæres uddannelsesparate eller ikke uddannelsesparate. Motivationens fokus bliver måske et andet for nogen af dem, hvor det er jagten efter fremtidsdrømmen der kommer til at styre. For nogle vil det være opnåelige drømme for andre vil det være helt urealistiske drømme.
Det er en form for ydre motivation, der sætter den indre motivation ud af spillet. Virkeligheden rammer matematikundervisningen, der for nogen kan ses som en forhindring, og for andre som en mulighed. Og det store spørgsmål om, man er uddannelsesparat her midt i 8. Klasse, kræver et hårdt og kontant svar.
Motivation for faget eller for uddannelsesønsket?
Den indre og den ydre motivation rammer matematiktimerne, og nogle bliver måske mere stille og andre får travlt med at markere sig, men der bliver helt sikkert tænkt nye strategier for nogle af eleverne, for alle skal tage stilling til, hvad de vil efter 9. Klasse, og skal også lige sluge deres dom. Så mine håb og ønsker om den motiverede elev, kan jeg nok skyde en hvid pil efter, når skemaerne skal udfyldes og vurderingerne skal gives.
Jeg ville egentlig ønske, at man afskaffede karakterer og uddannelsesparathedsvurderingerne og gav alle lov til at læse det de ønskede, for det er nok der de har motivationen.