Folkeskolens matematikrådgiver

Blog

Mens vi venter på den ny prøvebekendtgørelse

Jeg ser med bekymring frem mod at den nye prøvebekendtgørelse bliver udgivet, og frygter at eleverne bliver nægtet adgang til internettet – en frygtelig realitet. Hvem gider en computer uden adgang til nettet.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg har glædet mig meget over tiltag i retning af det 21. århundrede i matematikundervisningen, og min professionelle samvittighed har været ganske tilfreds. Jeg har set muligheder for at arbejde med robotter, kodning og programmering i matematikundervisningen. Jeg har set og oplevet elevernes glæde og motivation for matematik, og oplevet dem fordybe sig, og brugt lang tid og også fritid på at finde løsninger med teknologi og internet. Matematikundervisningen er inde i en rigtig god udvikling, hvor nye teknologiske muligheder har løftet faget.

Jeg bruger mere og mere internet i matematikundervisningen. Der søges mere efter relevant data, der bruges mere YouTube til informationssøgning og egen digital produktion og eleverne anvender mere effektivt blogs til opgaveafleveringer. Internettet og de medfølgende muligheder har løftet faget op i en helt ny liga, og er nu meget mere moderne og relevant for eleverne og deres videre uddannelse og liv. For tiden arbejder vi med et eTwinning projekt om statistik med en klasse i Norge – det projekt eksisterede ikke uden internettet. Eleverne arbejder med google form, hvor de stiller spørgsmål til hinanden for derigennem at få indsigt i elever på deres egen alder i et andet land.

Folkeskolens matematikrådgiver

Hvert fags netværk på folkeskolen.dk har en lærer tilknyttet som faglig rådgiver. Lis Zacho er Folkeskolens matematikrådgiver. Hendes opgaver er både at blogge, at deltage i debatten på det faglige netværk, finde nye bloggere og være bindeled til redaktionen om, hvad der rører sig i faget – så du er meget velkommen til at kontakte hende, hvis du har et spørgsmål, har lyst til at blogge eller gerne vil dele gode erfaringer fra din undervisning - lis.zacho@gmail.com

Internettet er bedste ven med eleverne i matematikvanskeligheder, når de kan søge viden, anvende online programmer, og hvis man er læseudfordret kan man få hjælp til oplæsningen. De dygtigste elever kan søge nye udfordringer på nettet. Eleverne anvender de programmer de er trygge ved, og implementerer selv nye til deres personlige repertoire.

Jeg frygter at internettet nu kun skal anvendes til dataindsamling, læringsplatforme og andre kontrolforanstaltninger. At internettet ikke mere skal anvendes som mulighed for at få oplevelsen af en større verden end klasseværelset. Og at den vundne frihed og det enorme mulighedsrum skal lukkes.

Skal faget reduceres i en tid, hvor det er mere nødvendigt end nogen sinde før at være god til matematik. Skal vores elever ikke have de bedste muligheder mere?

Jeg drømmer stadig om at prøven og undervisningen hænger sammen, og at prøven ligner den undervisning, som eleverne er vant til.

Men nu skal jeg nok til at fortælle eleverne, at vi skal til at bruge en anden strategi, og at internettet ikke er den fantastiske mulighed mere. Det er ikke en samtale jeg glæder mig til.