Blog
Teknologien i matematikundervisningen
Vi bruger GeoGebra. Vi bruger Excel. Vi bruger CAS. Men hvad med teknologien, der oversvømmer markedet for undervisningsmaterialer?
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvordan bruger vi teknologien, så den understøtter elevernes læring af matematik?
Mit bedste bud er, at vi skal være meget kritiske med de opgaver, som vi stiller eleverne. De skal være problemløsende, åbne og undersøgende, kræve at eleverne skal anvende matematikken fra deres personlige matematiske værktøjskasse, og så skal de tvinge eleverne til at ræsonnerer over proces og muligheder samt at kunne forklare matematikken. Vi skal ikke anvende teknologien for dens egen skyld, men for elevernes læring og deres forståelse af matematik. Det er ikke en let opgave.
Hvordan i praksis
Jeg har afprøvet forskellige “robotter” og kan konstatere at de har positiv effekt på eleverne motivation og lyst til at lege og undersøge. Men det kræver, at jeg er skarp på, hvad eleverne skal arbejde med, når teknologien er med i matematiktimen. Jeg har brugt opgaver, hvor vi skulle undersøge vinkler og polygoner, og hvor vi har programmeret robotterne til at køre forskellige polygoner. Der er blevet arbejdet med forskellige vinkelsummer og eleverne har fået virkelige og visuelle oplevelser af vinkler. Forløbene er indledt med undersøgelse af teknologien og dens muligheder.Jeg har oplevet elementer af nysgerrighed mellem eleverne og deres produkter, som jeg ikke ellers ville se, når der arbejdes med papir og blyant. Der har i det hele taget været en stemning af kreativitet, innovation, fascination og fordybelse i timerne, som nok kan tilskrives teknologien. Forløbene har været tidskrævende, bl.a. fordi vi skulle arbejde med elevernes forforståelse for teknologien, men jeg er sikker på, at de har sat aftryk i eleverne og at deres forståelse for matematik er blevet større. Og så har eleverne gået fra timerne med nye oplevelser af, hvad matematikundervisning også er.
Teknologien har en plads i skolen, og vi skal udnytte dens læringspotentialer, men vi skal ikke have elektronisk “legetøjsbutik” i matematiktimerne. Og så skal vi udnytte, at eleverne kan arbejde mere kreativt, taktilt og visuelt med matematik i skolen, når vi inviterer teknologien inden for i matematiktimerne.