Blog
Tør vi fejle?
Hvis jeg skal blive dygtigere til at finde nye løsninger i en foranderlig verden, bliver jeg nødt til at prøve mig frem, fejle og lære af fejlene.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jeg står tit i situationer i min matematikundervisning, hvor jeg bliver udfordret på at finde nye løsninger. Eleverne og deres forskellighed, deres forskellige interesser, deres forskellige udfordringer og deres læring kræver ofte nye idéer og nye tiltag. Det er noget af det fantastiske ved lærerarbejdet, når man skal bruge sin faglighed for at finde nye veje og løsninger. Det er klar succes, når de risikable projekter føres ud i livet, og de rent faktisk virker. Det kan være små eller store idéer. Hvordan får jeg eleverne til at aflevere matematikprojekter af højere kvalitet? Hvordan får jeg dem til at fordybe sig bare lidt mere? Vi arbejder lige nu med statistik, og eleverne har selv defineret deres undersøgelse efter interesse, og så har jeg planlagt at bruge peer to peer review på deres undersøgelser, som de lægger ud på deres egne blogge. Kan jeg få eleverne til at lave bedre undersøgelser og mere kvalitet i deres statistiske arbejde ved, at deres kammerater skal lave skriftlig kommentarer på deres blog? Vides ikke, men det er et forsøg værd. Hvis det ikke virker, så har jeg bare lært at det ikke virker.
Hvornår ved man om ens forsøg er i orden og om det rent faktisk lykkes eller det var en fejl?
At arbejde med fejl er en del af lærernes DNA. Det kan være svært at vide, om det så egentlig lykkes. Men hvis en ny metode virker lidt i første forsøg, så kan det være at den virker mere i næste forsøg, og til sidst er implementeret som et reelt redskab for eleverne. Hvis man ikke prøver og tør fejle finder man jo ikke ud af det.
Yes we can
Som lærer arbejder man med fejl hele tiden, der tages chancer og der afprøves, for skolen og eleverne er ikke statiske størrelser, og der findes ikke en manual for lærerarbejdet og elevernes læringsudbytte. Så ja, vi tør fejle.